På overfladen lever Igor og Louis to helt forskellige liv, men efter et noget utraditionelt møde, drager de ud på et eventyr sammen. Dette danner rammen om en fortælling om at glædes, at sørge og mest af alt om et venskab, der giver anledning til mange smil i biografmørket.
Igor arbejder til hverdag som cykelbud. Da han er født med cerebral parese, har han, selvom det ikke har indflydelse på hverken hans sociale evner, humor eller intelligens, svært ved at skabe mere end overfladiske relationer. Han har i stedet hvad han kalder ”papir-venner” som er Spinoza, Nietzsche, Platon og andre filosoffer.
Ved et sammentræf dukker bedemanden Louis op i hans liv, og Igor fascineres fra første øjeblik. Deres tilfældige møde bringer dem ud på et roadtrip sammen i Louis’ rustvogn – først noget modvilligt fra Louis’ side, indtil det går op for ham, at han kan lære meget af Igor.
Et ”rigtigt” venskab
De to hovedroller, Igor og Louis, spilles af Alexander Jollien og Bernard Campan, som også begge er instruktører på filmen. De to er også venner i virkeligheden, og det virker på mange måder som om, filmen er inspireret af deres rigtige venskab og især Jolliens egne oplevelser med at være født med cerebral parese. Det er tiltrængt at se en skuespiller (og instruktør) med et handicap, der portrætterer de meget rigtige udfordringer, der kommer med det.
Dog er filmen til tider ret urealistisk, især i måderne hvorpå karaktererne bliver viklet ind i hinandens liv, som godt kunne være tænkt lidt mere elegant. Dette kan godt irritere en lille smule, da det bryder med den følelse af autenticitet som resten af filmen ellers udstråler.
Udover disse kluntede plot-kolbøtter, passerer filmen dog uden voldsomt spektakel. Der er i langt højere grad fokus på udviklingen af relationen mellem de to venner, end voldsom konflikt. Derfor er det også heldigt, at de har en tindrende god energi sammen på skærmen, hvilket gør humoren og venskabet meget nemt at leve sig ind i. Det er forfriskende at se en film, der i den grad handler om den platoniske kærlighed i et venskab og ikke det klassiske narrativ om villa, Volvo og vovse som den eneste mulighed for et lykkeligt liv.
En hårfin balance
Handlingen er dog stadig ret klichéfyldt, og der er da heller ikke noget tidspunkt hvor seeren er i tvivl om, hvor den skal ende henne. Dog formår filmen alligevel at være påpasselig med at blive til direkte følelsesporno. Selvom Igor næsten udelukkende taler i filosofiske citater, er filmen aldrig belærende eller oversentimental. Humoren er varm og lidt underspillet, men bobler op mellem de mere seriøse sekvenser på en rigtig fin måde, som gør at vi aldrig får stoppet det lommefilosofiske alt for langt ned i halsen.
Jeg er dog lidt ked af den danske titel ’Smukke sind’, især med den gyselige undertitel ”et roadtrip for livet” der giver mindelser om en halvslatten rejseblog. Det virker som en følelsesladet hollywoodificering af den franske titel ”Presque” – ”Næsten”, der kommer af den måde Igor beskriver sig som ”næsten” normal, hvilket rammer meget mere rent i forhold til filmens stil.
’Smukke sind’ er en finurlig og kærlig film, der vil kunne ses af de fleste. Historien er forudsigelig, harmløs og tid tider højst urealistisk, men ikke desto mindre en varm fortælling med mange gode øjeblikke. Det er bestemt ikke en livsændrende film, på trods af dens mange filosofiske betragtninger på det gode liv, men dog bestemt værd at se, hvis man trænger til en feel-good film. Det er hverken en tåreperser eller en falde-på-halen-komedie, men den virker. Jeg gik i hvert fald ud af biografen med et smil på læben og en følelse af lethed i kroppen.
