Sonic er tilbage på det store lærred i mere underholdende facon end nogensinde før, for selvom flere af forgængernes mangler forbliver, forstærker 3’eren filmenes karaktergalleri og action

Det lille blå pindsvin fra rummet, Sonic (Ben Schwartz), med superfart som superkraft, er tilbage. Denne gang i 3’eren af den filmrække, der på ganske kompetent vis har kørt siden 2020.

Ved filmens start sættes der fokus på, at Sonic har fået udbygget sin ”familie”. Udover at se menneskene Tom (James Marsden) og Maddie (Tika Sumpter) som sine forældre, har han udviklet et søskendeforhold til to andre små farverige rumdyr: Gadget-eksperten, Tails (Colleen O’Shaughnessey) og den bomstærke kriger, Knuckles (Idris Elba), som begge allierede sig med Sonic i 2’eren.

Kemien imellem dem alle er sød og hyggelig, men fungerer på et humoristisk plan mest til børn, selvom Idris Elba har flere morsomme replikker, der også gik rent ind hos undertegnede.

Sonic skal lære at agere holdspiller i kampen mod det onde, nu hvor han efter 2’eren kæmper side om side med netop Tails og Knuckles. I den forbindelse står det nyetablerede lille hold af rumsuperhelte over for en kæmpe mundfuld i form af et andet rumpindsvin ved navn Shadow (selveste Keanu Reeves).

Når en kliché er vellykket

Shadow er nærmest et spejlbillede af Sonic, blot mere dyster og hårdkogt, med sin sorte og røde pels og sit stoiske og bitre udtryk. Også hans fart og kampfærdigheder overgår Sonics. Som en anden karakter pointerer, minder Sonic og Shadows ankomst til Jorden også om hinanden, men hvor Sonic har fundet familie og venner, har Shadow kun oplevet smerte og tab.

Karakteren, der minder om helten til forveksling, men bare er slem i stedet, er en tyndslidt trope i særligt børne-tv og videospil. På tværs af både spil og serier har Shadow dog altid været en af de bedste karakterer inden for genren. Filmens version af karakteren er ingen undtagelse.

Sonic og Shadows opgør resulterer i underholdende, farverig, dynamisk action. Ligeledes indkapsler Keanu Reeves’ stemmeskuespil glimrende Shadows tragiske balancegang mellem sin koldblodige, hårdføre facade og sin mere sårbare side. Det giver et godt modspil til Ben Schwartz’ skarpe portrættering af Sonics lettere, mere kække og til tider barnlige personlighed.

I dualiteten mellem dem udforskes meget grundlæggende tematikker som hævn og tilgivelse, på simpel, pædagogisk og ganske rørende vis.

Udfordringen i at skulle appellere til alle generationer af Sonic-fans

Råmaterialets farverige, tempofyldte action og simple men underholdende karakterer er endnu engang filmatiseret med imponerende præcision.

Sonic-universet henvender sig mest til et børnepublikum, og det retter filmen sig forståeligt nok ind efter. Dog ikke uden øje for de voksne fans, der voksede op med Sonic. Balancegangen i humor, referencerammer og selve fortællingens kompleksitet (eller snarere simplicitet) er derfor udfordrende. Det tackler filmen, ligesom sine forgængere, hæderligt uden på nogen måde at nærme sig perfektion.

Tåkrummende humor, der misser alle aldre, hænder desværre også i ’Sonic the Hedgehog 3’. Filmen er dog på sit allerværste, når den flere gange forråder sin egen logik på det groveste.

Når ”super”spionsorganisationen ’GUN’ gang på gang er nogle tumper, som alle kan snøre, eller når filmens onde ”genier” træffer beslutninger, der tydeligvis ikke er intelligente, må man bare ryste på hovedet. Her føles det ikke længere som noget, der skræddersyes til børn, men derimod som doven historiefortælling, som man bare håber, at børn overser.

En overordnet succes og Jim Carrey i hopla

På sit bedste rummer fortællingen til gengæld gode livslektioner til børn, samt aldeles kompetent action og præsentation, såvel som god humor til folk i alle aldre. Særligt igennem Sonics familiedynamik og hans rivalisering med Shadow.

Hvor filmen især lykkes med universelt appellerende humor, er i sin portrættering af Sonics nemesis: Den skøre videnskabsmand Dr. Ivo ’Eggman’ Robotnik, der endnu engang får møvet sig ind i konflikten.

Ligesom i de to forgængere spilles Robotnik forrygende af Jim Carrey, der med sin klassiske over-the-top-slapstick-stil gør karakteren præcis så belastende og morsom, som han skal være. Derudover får han på drønunderholdende vis lov at bringe nye dimensioner til karakteren, der i denne film opdager et familiemedlem, han aldrig før har kendt.

Det er ikke uden svagheder, men med sine mange kvaliteter støber ’Sonic the Hedgehog 3’ den hidtil bedste Sonic-fortælling på det store lærred.