Eva Victor debuterer som spillefilmsinstruktør med en sublim film, der er så overlegent skruet sammen, at man skulle tro, de aldrig har lavet andet.

‘Sorry, Baby’ begynder med et langt, dvælende skud af et gammelt træhus, placeret midt ude i ingenting og omkranset af træer. Alt er tyst. Pludselig hører man en bil nærme sig, og man ser dens lygter skære igennem det dominerende mørke.

Ud af bilen stiger en kvinde, og til at tage imod hende står den person, vi må antage bor i huset. Gensynsglæden er stor, og det er tydeligt, at de to har et helt unikt bånd. Man fornemmer dog hurtigt, at noget er en lille smule off.

Det kan måske lyde som starten på en gyserfilm, men ‘Sorry, Baby’ er noget ganske andet. Den skildrer noget fuldstændig forfærdeligt, og den er til tider voldsomt brutal, men hele vejen igennem holder Eva Victor fast i en komisk grundtone. De formår at balancere det hjerteskærende og det morsomme med kirurgisk præcision – og det er meget imponerende.

Det slemme

Filmens hovedkarakter hedder Agnes og spilles af Eva Victor selv. Det er hende, der bor i det føromtalte hus. Noget slemt er sket for Agnes, og hun er ligesom gået i stå efter hændelsen. Hendes veninde Lydie, spillet af Naomie Ackie, har tidligere boet i huset sammen med Agnes, men er nu flyttet langt væk. Det er hende, der ankommer i den føromtalte bil.

Eva Victor og Naomie Ackies kemi er sublim hele vejen gennem filmen, og man tror fra første sekund på, at de er bedste venner. Tonen imellem dem er legende og humoristisk, men de støtter også hinanden i de svære ting. Man forstår relationen, man forstår dem, og man får lidt lyst til at blive en del af venskabet.

Fordi Agnes er gået i stå, mens Lydies liv går videre, er Agnes bange for at miste hende. Der er store følelser på spil, som stråler ud af skærmen og går direkte ind i seerens krop. Man holder så meget af de to karakterer, at man ønsker det bedste for dem begge.

Netop derfor gør det ondt, når de ikke har det godt. Og det har de langtfra hele tiden. Årsagen til dette kan spores tilbage til det slemme, der er sket for Agnes, men i lang tid bliver det ikke fortalt eksplicit, hvad der er sket. Der er små hints undervejs, men sandheden bliver først afsløret i filmens mest brutale scene, gennem endnu et langt, dvælende skud af et hus, der formår at portrættere det slemme i al sin gru uden egentlig at vise os noget.

Det gode manuskript

Eva Victor har, udover at instruere og spille hovedrollen, også skrevet filmen. Og det er de (også) sluppet virkelig godt fra. Manuskriptet er fyldt med intelligent og morsom dialog, der gør, at filmen aldrig bliver kedelig at være i selskab med.

Tempoet er ellers meget langsomt, og for en mindre talentfuld filmskaber kunne det nemt blive en kedelig omgang. Heldigvis indeholder Eva Victor enormt meget talent, og de formår at holde seeren fanget hele vejen igennem.

Det gode manuskript gør også, at filmens øvrige karakterer fungerer fantastisk. De er alle spillet til perfektion. Nogle er modbydelige, nogle er hjertevarme, men alle udfylder præcis den rolle, de skal, for at få filmen til at gå op i en højere enhed. 

Især Agnes og Lydies tidligere studiekammerat Natasha, spillet af Kelly McCormack, er en særligt vellykket karakter, der er så øretæveindbydende, at man har svært ved at holde knytnæverne tilbage.

‘Sorry, Baby’ er tæt på topkarakter, men når ikke helt derop. Det er svært at definere, hvad der gør, at den ikke får fuld plade, men et eller andet mangler. Måske en smule mere personlighed i det visuelle udtryk, måske en ekstra stand-out scene, som, ligesom scenen med det slemme, brænder sig fast på nethinden.

Det er dog et luksusproblem, og Eva Victor kan være mere end stolt af sin debut. Der går forhåbentlig ikke længe, før vi ser nyt fra deres hånd.