Kan du heller ikke huske Peter Parker? Måske er det fordi, der er gået fem år, siden han sidst var på skærmen – eller fordi Doctor Strange har sørget for, at ingen længere ved, hvem Peter Parker er.

Ingen har sagt, det skulle være nemt at være superhelt, men hvis der er nogen, der kan få det til at se nemt ud, er det Tom Hollands Spider-Man. Siden verden glemte, hvem der er bag masken, er Peter Parker mildest talt kommet i topform.

Med kompliceret teknologi og et tæt samarbejde med New Yorks politi er han på pletten hver eneste gang. Kriminaliteten er stort set bekæmpet, og Spider-Man har genvundet verdens hengivenhed. Lige indtil truslen ikke kan ses, og kampen må kæmpes med intuitionen fra et sind præget af uro og ensomhed, som ikke kan fikses med et par spindelvæv.

Skurk eller superhelt?

Spider-Man er uden tvivl en af de mest elskede superhelte – både i den virkelige verden og i sin egen. Tom Holland gør ham klog, sjov og charmerende på en måde, som ingen har gjort før ham. 

Hans problem er dog, at Peter Parker bliver sat til side. Ingen kan huske ham længere, så der er reelt kun behov for Spider-Man. Men ensomheden og en summende depression spænder ben for ham og sætter gang i en uvelkommen udvikling.

Edderkoppen i ham tager over, ændrer på hans sanser, giver ham spindelvæv direkte ud af håndleddet og overtager hans sind. Meget lig Mark Ruffalos Hulk bliver det ukontrollabelt og farligt, og sparker Spider-Man ud på grænsen mellem skurk og superhelt.

Det bliver menneskeligt og ægte, og Tom Hollands præstation som en ung mand i krise er både rørende og overbevisende. I sin søgen efter svar kommer Bruce Banner også til sin ret og giver et lille håb om, at han med tiden måske kan udfylde det tomrum, Tony Starks død har efterladt hos Peter. 

Det er ærgerligt, at filmen ikke tillader sig at dvæle endnu mere ved denne forandring. Problemet løses hurtigt og bliver mere en metafor for Peters indre kamp, selvom det ellers havde potentiale til ikke blot at udvikle Peter, men også give Spider-Man et nyt og tiltrængt pust.

Peter Parker eller Spider-Man?

Peter må følge med på sidelinjen, mens Ned (Jacob Batalon) og MJ (Zendaya), hans gamle bedste ven og kæreste, lever livet videre uden ham. Det er tydeligt, at han hungrer efter at være Peter Parker igen og ikke blot Spider-Man, selvom han ikke vil indrømme det.

Det tætteste han har på venner nu, er detektiv DeWolff (Liza Colón-Zayas) og Frank Castle/The Punisher (Jon Bernthal). To modsætninger, der ikke har noget med hinanden at gøre, men som begge spiller godt op imod de to sider, Spider-Man slås med.

Hvis ikke man kender Frank fra serien ‘The Punisher’, gør det ikke så meget. Man forstår med det samme, hvem han er, og hvad han står for, hvilket i store træk er at få hævn og skyde dem, han ikke bryder sig om. Alligevel bliver samarbejdet mellem ham og Spider-Man noget af det, der virkelig holder filmen oven vande.

Ja, hans karakter bliver lidt fjollet og karikeret til tider, men det er efterhånden noget, man må affinde sig med, når det kommer til Marvel. Frank alene er dog ikke nok til, at Peter og Spider-Man igen kan sameksistere. Det må der nye og uventede bekendtskaber til. 

Ny dag eller ny æra?

Det er ingen hemmelighed, at Sadie Sink spiller en afgørende rolle i denne film. Jeg skal ikke afsløre hvem hun er, eller hvad hun gør, men blot sige, at det føles, som om Marvel endelig har gjort noget, der giver mening siden ‘Avengers: Endgame’. 

At finde fodfæste i et multivers, hvor tidsrejser, magi og genopstandelse er blevet hverdag, er rigtig svært. Alt er muligt, og det har spændt ben for mange, hvis ikke alle, Marvel-projekter i de seneste år. Uden en rød tråd skal der meget mere til, før en film som denne kan slå igennem.

Men det gør den. Det er ikke blot en ny dag for Spider-Man. Det er nye udfordringer, en indre kamp mod sorgen af at miste både venner og familie og den ensomhed, der følger med. Det bliver både filmens styrke og svaghed.

For det er en vigtig lektie at lære, at man ikke kan gøre alt selv. At mennesker er flokdyr, og vi har det bedst, når vi er sammen. Det bliver dog lidt halvhjertet, og følelsen af, at Peter Parker skulle stå et nyt sted ved filmens afslutning, er der ikke helt.

Som superheltefilm fungerer det hele. Der er knald på action, one-liners og skurke i forklædning. Bevares, der er også masser af følelser på spil, og er man tæt knyttet til karaktererne, er det ikke udelukket at fælde en tåre eller to, når det hele kulminerer. 

Men til tider mangler der en tydelig retning for både Spider-Man, Sadie Sinks karakter og filmens generelle kompas. Det kan mærkes, at filmen vil være mere end bare endnu en Spider-Man-film, men meget forsvinder blandt actionsekvenser og underudforskede temaer. 

Når det er sagt, er ‘Spider-Man: Brand New Day’ et kæmpe sving i den rigtige retning mod det Marvel-univers, vi kender og elsker, og som har været væk alt, alt for længe. På trods af enkelte følelsesmæssige og tematiske ujævnheder tilfører instruktør Destin Daniel Cretton så meget liv, energi og fremdrift til universet, at forbeholdene føles som bagateller.

Og hvis nogen skulle svinge Marvel tilbage på rette kurs, skulle det selvfølgelig være vores allesammens Friendly Neighborhood Spider-Man.