I et barsk liv må der også findes plads til lykke. Hvis det opstår i sparsomme momenter som hos karaktererne i Springtur i Toscana, så er dét det hele værd.

Beatrice Morandini (Valeria Bruni) hundser rundt med personalet i den store villa, Villa Biondi, som om hun ejer stedet. Hun ligger heller ikke skjul på, at det er hendes penge stedet er finansieret af og fortæller gud og hver mand om hendes diva præferencer. Selvom hun ter sig som en ansat på psykiatricentret i Toscana så er hun faktisk indlagt og tilbringer dagene sammen med de andre i sommerens hede.

En dag ankommer en ny pige. Vagtsomt og alene forholder den dystre Donatella Morelli (Micaela Ramazzotti) sig, men inden længe bliver hun også mødt af Beatrices sprudlende personlighed. Trods deres forskelligheder forenes de to indsatte i et rus af glæde, men også et fællesskab af dyb ulykkelighed. På et bittersødt roadtrip flygter de gennem Toscana i håb om at finde et glimt af den kærlighed fra menneskerne i deres liv, som har forladt dem.

Springtur i Toscana (La Pazza Gioia) er herlig komik, der har skarpe vittigheder og en velspillet dynamik mellem vores lettere sindssyge makkerpar. Samtidigt er det et hudløst ærligt drama, der ligesom vores hovedpersoner charmerer og skræmmer, mens der gemmer sig en tragedie bag facaden.

En køretur gennem Toscana, en springtur plotmæssigt og i følelsesregistret
Årsagen til at Beatrice og Donatella er havnet i villaen og suppedasen bliver fortalt til publikummet i små bidder. Deres fortid bliver gradvist fortalt, næsten som en lille detektivhistorie, der langsomt bliver opklaret jo mere de bevæger sig rundt i Toscanas landskab. Som et yin og yang forhold bringer den maniodepressive Beatrice både latter og foragt. Modsat er skuespilleren, Ramazzotti næsten ugenkendelig i den selvskadende Donatella, der mest af alt minder om en italiensk Lisbeth Salander. Bruni og Ramazzotti komplementerer hinandens roller velbalanceret med en melankolsk klang. Karakternes psykotiske lidelser fremkommer derved mere saglige end stereotype, som man ellers godt kunne frygte med en komedie.

Tro, håb og kærlighed
Religiøsitet bliver et vittig detalje under flere lejligheder. I villaen bliver gudtjenestens højdepunkt at flirte med den mandlige præst og i nattens mørke agerer Beatrice Moder Theresa, hvor hun serverer stjålet vin for sine medindsatte. Undervejs på deres flugt finder begge damer stor glæde ved at besøge en lokalt synsk kvinde i håbet om at få hjælp med at finde de mennesker, hvis kærlighed de søger. Håbet og den naive tro viser den desperation og hjælpeløshed de oplever i ikke at få accept fra deres familie og nærmeste.

I den omsorg de viser hinanden blomstrer en empati, der ikke bliver alt for udpenslet.  Sammen med det søde og det sure i historien portrætteres et nuanceret billede af deres livs problematikker. Efter at have modtaget scener, der kaster med latterpiller føles det lettere at sluge filmens hårdere scener og kun knibe en enkelt tåre (eller to).