Stalker

Copyright: Skanbox

En usandsynlig kedelig thriller, med et overforbrug af hvinende violiner.

Du har måske prøvet at finde en pung eller en taske, som er blevet glemt. Det mindre moralske dilemma man kan føle. Skal man beholde den for sig selv eller aflevere til rette vedkommende? De fleste vælger nok at aflevere til dens ejermand, men når man har set ’Stalker’, kan det godt være, man tænker sig om en ekstra gang.

Glemte tasker i metroen? Hallo, bombe alarm!
Frances (Chloë Grace Moretz) er en sød og pligtopfyldende pige, der er flyttet til New York City sammen med sin veninde (Maika Monroe). En dag ser hun en efterladt håndtaske i subway-toget og leverer den tilbage til sin rette ejer, den excentriske klaverlærer Greta (Isabelle Hubbert). Hun er naturligvis meget taknemlig og byder Frances på kaffe. I sorgen efter at have mistet et familiemedlem knytter de to kvinder nu et venskab. Men langsomt vælter skelletterne og taskerne ud af skabet, for Gretas interesse i Frances stikker langt dybere, end hvad det normale tillader.

Ved første øjekast har filmen de rette elementer for en effektiv thriller; simpelt og interessant plot, gode skuespillere og effektfuldt musik. Men det er, som om der er noget, der ikke helt fungerer. Det er, som om den prøver for hårdt på at være uhyggelig, uden rigtig at være det. Som den klassisk opbyggende uhyggelige musik, der dukker op fra tid til anden for lige at sige; ”hey det er nu, det bliver uhyggeligt. Bliv bange!” Men når omstændighederne og opbygningen ikke fungerer, så bliver de konstant hylende violiner mere enerverende og irriterende, end egentligt  skræmmende.

Så tænd dog lyset!
Jeg bliver så uendeligt træt, når jeg endnu engang ser en gyser/thriller, hvor karaktererne befinder sig i en farlig situation, men som alligevel opfører sig, så hjernedødt åndssvagt, at man har lyst til at råbe af skærmen; ”SÅ SMADR DOG RUDEN!”. Men ak, de hører ikke efter, og man må se endnu en tåbe blive overfaldet bagfra. Der er en set designer, der ikke helt har tænkt sig om. Til gengæld har vedkommende sørget for, at billederne på klaveret står naglet fast, så de ikke rykker sig en millimeter, når der skal hamres så hårdt på døren, at hele klaveret ryster. Men billederne står fast!

I rollen som den forstyrrede Greta ses den store franske skuespillerinde Isabelle Hubbert. En kvind,e der har flere priser og nomineringer bag sig. Blandt andet en Golden Globe for sin rolle i den fabelagtige ’Elle’ fra 2016. Altså en skuespillerinde med format. Hun klarer da også opgaven flot, men det er, som om det ikke helt fungerer for hende at spille på engelsk. Jeg bliver i hvert fald ikke skræmt af hendes lidt forcerede portræt.

Små lyspunkter
Der er generelt ikke så meget at komme efter. Men til filmens forsvar så er der da enkelte spændingsmomenter og et par små fine hints, der refererer tilbage, som ikke bliver overfortalt. Så har den da ramt et eller andet i mig, når jeg tænker, at næste gang jeg finder en efterladt taske eller pung, så lader jeg den for guds skyld ligge.