Er det en fugl? Er det et fly? Er det endelig tid til en god Superman-film?

Året er 1938. To unge tegneserieskabere ved navn Jerry Siegel og Joe Shuster introducerer verdenen til den kappeklædte kæmpe fra planeten Krypton. Han kan ikke flyve endnu, den evne får han først senere. Det stopper ham ikke fra at blive cementeret som en af de mest ikonografiske karakterer i popkulturen. 

Året er 1978. Efter mange år som den mest populære tegneseriefigur pryder manden i den blå pyjamas for første gang det store lærred. På filmens plakat står der “You’ll believe a man can fly”. Hvis filmens effekter ikke helt lykkes i at sælge heltens svæveevner, så hjælper dens charme og gode vilje det ellers godt på vej. 

Året er nu 2025. Den brede publikumsskare siger ting som: “Jeg synes bare, han er lidt kedelig”, og man kan ikke rigtig bebrejde dem. Efter flere fejlagtige nyfortolkningsforsøg end godtfolk nogensinde kunne sige godt for, er manden af ståls ry tynget så tungt ned, at han knap nok selv kan bære det. Og så landede ‘Superman’.

Et kalejdoskopisk science fiction-univers

Filmen starter med en lille aperitif af kontekst. Superheltes eksistens har været alment kendt i 300 år, og for tre år siden begyndte Superman for første gang at pryde luftrummet over byen Metropolis. Mere behøver man ikke at vide, før man bliver kastet hovedkulds ind i en slåskamp, som Superman allerede er godt på vej til at tabe.

Det er et stort og fantasifuldt univers, som instruktør James Gunn udfolder, men det er aldrig lektielæsning at lære om det. Tværtimod er det en farverig og overvældende fantasifuld legeplads, som filmen formår at gøre godt og kreativt brug af, til sine mange hæsblæsende actionsekvenser.

Den sande genistreg er dog, at filmen aldrig glemmer at holde sig jordnær. Listen over skuespillere, der brillerer i små og store roller, er også passende lang. Blandt andet står Rachel Brosnahan knivskarpt som ben-i-næsen-reporteren Lois Lane, mens Nicholas Hoult fremmaner en vidunderligt udspekuleret superskurk som Lex Luthor. 

I centrum står selvfølgelig David Corenswet, der skal bære både den røde kappes blytunge eftermæle og filmens hjerte på sine ellers rigeligt brede skuldre. Det virker ikke til at have været et kæmpe problem for ham, for han kommer absolut ud på den anden side med både oprejst og forholdsvist usvedt pande.

Du vil tro på, at en mand kan være rar

Tegneserier kan være ret mærkelige. Selvom filmmarkedet efterhånden er godt tilstoppet af kapper og tragiske baggrundshistorier, er kildematerialets finurligheder desværre ofte blevet udvandet, eller undermineret med en kæk “ja, vi ved godt, det er fjollet”-agtig bemærkning. ‘Superman’ skiller sig ud ved at spille på alle de tegneserie-tangenter, den kan, med en hudløs oprigtighed.

Det er absolut filmens største styrke, men til tider også dens kryptonit. Den vil gerne have det hele med, og det bliver nogle gange lidt rodet. Det er en fornøjelse at se en så storslået film være kompromisløs i sine ambitioner, men der er også øjeblikke hvor man kunne ønske, den skar lidt mere ind til benet.

Hvis filmen mister balancen til tider, så er det kun fordi, at den på hidtil uset niveau formår at fange den velkendte helts fulde potentiale i levende billeder. Han agerer bro mellem det jordiske og det kosmiske; den hverdag vi kender, og de utrolige horisonter, der stadig venter på os. Og han er dybt, dybt sympatisk. 

Det er historien om en verden, der er skræmmende og værd at kæmpe for. Om onder, som man overkommer med godhed og omsorg. Og det er en fremragende filmoplevelse, som ikke nødvendigvis prøver at overbevise dig om, at en mand kan flyve, men som helt klart lader dig flyve med.