Begær og frygt smelter sammen, når Jane Schoenbrun frister og tænder alle sanser i en biografoplevelse, du aldrig glemmer.

Det handler kun om to ting: kød og væsker.

Indiedarlingen Jane Schoenbrun har med blot to film sat sig på alles læber. De er ikke bare den største nonbinære, queer instruktør, vi har, men også en af de mest spændende navne indenfor gysergenren med værker, der kredser om identitet, og hvordan vores omgivelser former os som mennesker.

Med deres tredje film beviser de det endnu engang, at de er kommet for at blive. ‘Teenage Sex and Death at Camp Miasma’ er et unikum, gennemsyret af voldelige, gudeskønne billeder, åndeløs kemi og endeløs nostalgi.

Det er en gyserfilm. Det er også en dekonstruktion af gyserfilmen som koncept. Det er også en tidsmaskine. Den er altomskiftende og omfavnende, brutal og omsorgsfuld, og den forlader dig aldrig.

En ny generation skal skræmmes

‘Teenage Sex and Death at Camp Miasma’ handler om en slasherfranchise, der har fået det liv, alle gyserfranchises får: utallige sequels, hvor kvaliteten og budgettet forringes, og der sælges, til der ikke kan sælges mere.

Filmen handler også om Kris Williams (Hannah Einbinder), en ung stjerneinstruktør, der får den store og svære opgave at skulle genoplive “Miasma”-franchisen for et moderne publikum. Hun er superfan, og netop derfor opsøger hun hovedpersonen og “final girl” fra den oprindelige film, Billy Presley (Gillian Anderson).

Kris vil have hende med i den nye film, på trods af modstand fra alle dem, der har noget at skulle sige i processen. Imens kredser hun – og vi – omkring Billy og al hendes mystik, for at komme til bunds i, hvad den her film faktisk handler om.

Et queer liv, en queer død

På trods af at Schoenbruns to første film ikke kunne være mere forskellige, er de på samme tid så gennemført Schoenbrun. Mens ‘We Are All Going to The World’s Fair’ er en fortælling om en barndom formet og fortabt af internettet, er ‘I Saw The TV Glow’ et manifest om identitet, længslen efter at blive set og frygten for aldrig at kunne kende sig selv.

Schoenbrun laver film, der er kompromisløst og ærligt queer. Deres tredje film er lige så forskellig fra de to foregående, men det samme spøgeri lever stadig i alle krogene. På lærredet slikker det vores sår og løber os ned af ryggen. 

Schoenbruns film handler om en verden, man ikke blot skal leve i, men aktivt kæmpe imod. En verden, man elsker og hader på samme tid. ‘Teenage Sex and Death at Camp Miasma’ er en lesbisk romance, hvor begærets linjer sløres, hvor vold og død bliver euforisk, og hvor identiteten ikke blot er skabt af omgivelserne, men kan nyskabes og transformeres.

Fødsel, død og genfødsel

Måske handler filmen bare om det, som Gillian Anderson så vist siger: “flesh and fluids.” Kris’ mission om at gøre hendes yndlingsfranchise til et hit igen afhænger af hendes dybt personlige forhold til filmene. Af hendes fortolkninger og af den måde, de har fået hende til at se på køn og sin egen identitet.

Filmen er dog også en kamp og en dans om kontrollen mellem lyst og frygt, virkelighed og fiktion.

Det er svært at give et endegyldigt svar på, hvad den handler om, netop fordi den udfordrer os som publikum. Den kigger dig dybt i øjnene og beder dig om at opgive kontrollen og lade dig synke ned i en verden, hvor blodet glitrer, og fortiden aldrig forlader dig, men bare skifter form.

Og mens filmen vil mange ting på samme tid, behersker Schoenbrun det hele med en elegance, enhver veteraninstruktør kunne blive grønne af misundelse på. ‘Teenage Sex and Death at Camp Miasma’ er ikke blot en filmisk dannelsesrejse, men en sanseoplevelse med kærlige hænder og stramme tøjler, hvor kærligheden til filmmediet bobler ud af hver en scene.

Filmstjernen (over)lever stadig

Filmen fuldendes af Einbinder og Andersons kemi. Den ville aldrig være det samme uden dem, uden den sødme og sult, der sitrer imellem dem i hvert eneste åndedrag, blik og kærtegn.

Det er ingen hemmelighed, at Einbinder stormer mod toppen lige nu, og med denne film håber man bare på, at hun bliver ved. Det er længe siden, man har set en sand filmstjerne som hende: én, der behersker komik, romantik og frygt, som var det barnemad, og som sprudler af så meget talent, at det nærmest virker, som om hun ikke kan stoppe.

Og måske er det også hvad ‘Teenage Sex and Death at Camp Miasma’ handler om. Ikke kun drømmen om et bedre liv og om at få alt det, man ønsker sig, men om at ville ønske sig noget så meget, at man ville dø for det. At ville noget så meget, fordi der ikke er en virkelighed, hvor man kan leve uden det.

Den handler om begær, ikke blot som et menneskeligt instinkt, men som en revolutionær handling. Om at elske ikke kun det pæne, rene og lykkelige, men også alt det grimme, beskidte, tragiske og skræmmende. 

‘Teenage Sex and Death at Camp Miasma’ kan aldrig beskrives troværdigt med nok ord på en side. Den skal opleves med al den magi, der sprøjter ud af lærredet, og den følger med dig hjem, når du sover. Det er dét, filmkunst handler om.