Hele Danmarks favorit-ninja er klar på nye eventyr med sit menneske Aske i tredje og sidste installation af Ternet Ninja-universet. ’Ternet Ninja 3’ giver danskerne præcis, hvad de kan forvente, og desværre ikke meget mere end det.

Jeg tror ikke helt, man forstår, hvor stor en succes Anders ’Anden’ Matthesens ’Ternet Ninja’- film er. ’Ternet Ninja’ solgte 950.277 solgte billetter i biograferne. ’Ternet Ninja 2’ solgte 931.983 billetter. Det vil sige, at de er de 6. og 8. mest solgte danske biograffilm nogensinde! Begge slog de rekorder, vandt priser og blev en ny epoke for den folkekære standup-komiker, der skabte sit navn i 90’erne.

Med Stewart Stardust og alle de andre rapkæftede vestegnskarakterer, har Matthesen fået en helt særlig plads i dansk animationsfilm og hjemme på børneværelserne. Nu er han klar til at vinke farvel til den sidst tilkomne karakter, den ternede ninja, der har på magisk vis har blandet Matthesens grove humor med komikerens kærlighed til ungdomsfilm og populærmusik, i en dansk filmserie ud over det sædvanlige. Om det så slutter tilfredsstillende – det er det helt store spørgsmål.

Teenageren med en tøjbamse

Aske er blevet teenager og den seje ninja-bamse, der er besat af en japansk hævnånd, er lige pludselig ikke så spændende mere. Det er den nye pige Emily til gengæld, og den ternede ninja aka. TN føler sig forbigået. Han vil ud på nye missioner, men Aske har allerede nedkæmpet byens barske bøller, og vil faktisk hellere bare hænge ud i klubben med sine venner.

På samme tid har den tidligere love-interest, Jessica, forvildet sig ind i et forhold med den dunjakke-bærende, motorcykel-kørende, coke-slyngende Marco fra Hybengården, der ikke er bange for at dele øretæver ud til snothvalpe som Aske. Men Jessica er stadig vild med Aske, og den nye fyr bliver en pestilens for ninjaen, der ikke er bange for at eskalere en sårbar situation med vold og skældsord.

I takt med at Matthesens mange originale sange prøver at fortælle os, at denne gang er det ”sidste omgang”, mærker man tydeligt, at Aske og TN er ved at glide fra hinanden. Hævnånden prøver at affinde sig med sine ungdoms-traumer fra tiden som hovedafhuggende samurai. Og mens Askes stedfar Jørn prøver at skabe en relation med den hemmelighedsfulde teenager, er Aske er blevet nysgerrig på, hvem der er hans rigtige far.

Det sociale pres vokser for Aske, der bare gerne vil være en helt normal dreng, som alle de andre – uden en skurkedræbende tøjbamse.

En historie genfortalt igen og igen

Anders Matthesen lægger igen stemme til næsten alle karakterer, og det fungerer bare. Han har fundet en niche i dansk film og komik, og på magisk vis falder man i med begge ben, i hvad der virker som et vanvittigt koncept på papiret. Det er selvfølgelig med undtagelse af Aske, som spilles af Louis Næss-Schmidt, Jessica, der spilles af Emma Sehested Høeg og den nye pige Emily, der spilles af den ultrapopulære og prisvindende Flora Ofelia Hofmann Lindahl.

Alle sammen gør de et bravt stykke arbejde med at portrættere en række utilpassede unge mennesker med alverdens særheder. Men det er svært at se bort fra, at det er den samme gamle fortælling, som Matthesen fodrer os med endnu engang i ’Ternet Ninja 3’. Man føler, at man genser en blanding mellem de to første film – nu med en enkelt ny karakter og Askes stemmeleje et par toner ned.

Der er blandt andet en veleksekveret kampscene ude på en gammel byggeplads – nøjagtigt som vi så i den første film. Der må simpelthen være flere fortællegreb i ærmet på den kreative Matthesen, der bliver ved med at hive gamle karakterer såsom Steward og Må’mor ind for at prikke til forældrenes nostalgi.

Det er stadig rimeligt underholdende, men skaber ikke det samme brag af en afslutning, som man havde gået og ventet på – og forventet fra en af Danmarkshistoriens største franchises og mest populære komikere.

Er dumme blondiner og alkoholikere stadig sjovt?

Der er mange, som vil være til falds for de gamle Matthesen-troper, der fylder filmen, og giver den sin kant. Når Stewart dukker op til Må’mors begravelse og snakker om ”tååst” og hendes rendezvouser med Gestapo og Simon Spies. Det er ikke ligefrem originalt efter mere end 20 år i danskernes erindring, men Matthesens ordsmederi er for kløgtigt til ikke at klukke af.

Hvor ville jeg dog ønske, at den ikke satte sig mellem flere stole af gravalvorlighed, ungdomsfinurligheder, blodige kampscener, vulgære jokes om ”pølsespisning”, og stereotyper på folk fra Albertslund. I ’Ternet Ninja 1’ var det charmerende. I ’Ternet Ninja 2’ var der i det mindste nogle fede actionsekvenser. I ’Ternet Ninja 3’ er jeg ved at være færdig med, at vegetarer og musiklærere er sjovt som koncept, og kvinder med meget makeup skal snakke som den danske “Cali-girl”.

Jeg har ikke mistet min beundring over den kære Anders Matthesens vanvittige humoristiske talent endnu, men jeg vil da glæde mig til at opleve det i noget andet end det her grænseløse børneunivers, der ikke helt kan fortælle mig, hvem pokker målgruppen er.

Nostalgitrip eller børnefilm?

Hvem er en referencetung, grovkornet animationsfilm med vold, blod og stoffer, der handler om en dreng og sit tøjdyr egentligt lavet til? Det var ikke et spørgsmål, som jeg havde da jeg så den første film, der tydeligvis prøvede at ramme den svære gruppe – teenagere. Men nu hvor den har fået så stor en fanbase hos danske børn, så er jeg simpelthen i tvivl om, hvor den passer ind i mængden af danske comedy-fans og børnefamilier.

Matthesens første film ’Terkel i knibe’ føltes som en voksenfilm forklædt som en børnefilm. Ternet Ninja-universet føltes som en børnefilm OG en voksenfilm forklædt som en ungdomsfilm. Men måske er det hele pointen? Hvis det er, så føltes det ikke længere fortjent efter så mange års søgen efter at være håbløst ungdommelig og på samme tid evigt umoderne.

De foregående film blev kæmpe succeser, fordi alle elskede dem. Ikke kun målgruppen, men også de mange voksne, der er vokset op med ’Terkel i Knibe’ og alle de skønne karakterer, vi har mødt igennem Matthesens lange karriere. Nu får de lov til at skinne igennem en sidste gang, i hvad der kan betegnes som et glædeligt, men forudsigeligt punktum på en af danmarkshistoriens største filmserier.