Mary Shelley (Jessie Buckley) taler fra hinsides. Ikke som en nostalgisk fortæller, men som en insisterende kraft. Hendes stemme føles ikke afdød, den føles uforløst. Som en svulst, der fortsat vokser under huden, længe efter kroppen burde være gået i opløsning. Skabelsen er ikke færdig. Den kræver mere.

Ved et bord fyldt med latter, klirrende glas og musik, der svæver let i rummet, sidder Ida (også spillet af Jessie Buckley). Stemningen er varm. Der er mad, grin og liv. Men Shelleys hvisken trænger ind i kroppen på hende. Det begynder som en uro i blikket, en spænding i kæben. Hun bliver højlydt, skinger – for meget. Festens rytme slår revner.

Besættelsen er ikke dramatisk, men snigende. Og så falder hun.
Et skub. En trappe. Et “uheld”.
Kroppen rammer. Stilhed.

Klip.

Vi er i 1930. Frankenstein (Christian Bale) lever videre. Hundrede år gammel og stadig fanget i sit eget liv. Ensomheden hænger om ham som støv i et forladt rum. Han opsøger Dr. Euphronious (Annette Bening), der forsker i genopstandelsen af de døde. 

Frankenstein opsøger hende ikke for at erobre naturen eller udfordre Gud, men for at slippe for stilheden. Han vil have en brud. Ikke kun for kærlighedens skyld, men for at have en krop ved siden af sin egen.

Her spejles filmens to kræfter:
Mary Shelleys insisterende skabertrang og Frankensteins udmattede længsel.

Den ene vil kontrollere. Den anden vil forbindes.

Da Ida genoplives og møder Frankenstein, har hun glemt alt om sin fortid. Hun er tom, men ikke uden retning. Hun følger sit hjerte snarere end sin skaber.

Jessie Buckleys præstation som både bruden og Mary Shelley er så indlevende, at man næsten glemmer, at det er den samme skuespiller. Dobbeltheden spejler samtidig menneskets ydre fremtoning og det indre begær efter at leve.

Stemmer, der fjernes, men stadig kan høres 

Filmen vil mere end blot genfortælle en gotisk myte. Den vil sige noget om kvinders stemmer, og om samfundets trang til at fjerne dem. 

Efter Frankenstein og hans brud begår mord, har de ikke kun politiet i hælene, men også mafiaen. Mafiabossen Lupino (Zlatko Buric) opbevarer kvinders afskårne tunger i glas. De ligger der som konserverede beviser på systematisk tavshed, og nu vil han også have Idas. 

Billedet er voldsomt, næsten grotesk. Det er effektivt, men også næsten for tydeligt.

Når symbolikken bliver så konkret, mister den noget af sin gift. Publikum får ikke lov til selv at opdage undertrykkelsen, i stedet udstilles den.

Kriminalinspektør Myrna Mallow (Penélope Cruz) bevæger sig i skyggen af sine mandlige kollegaer, når de går på jagt efter morderne. Hun har en stemme, men den bliver overhørt – ikke på grund af inkompetence, men på grund af sit køn. 

Her fungerer filmens tematik stærkere, fordi tavsheden ikke er fysisk, men social.

Den manglende stemme kulminerer i en intens scene, hvor bruden, omringet af politi, holder en tale om kvindemord og vold. I mændenes øjne er hun et monster. I kvindernes ører er hun forståelig. 

De organiserer sig. De ifører sig kostumer, der ligner hendes, og spejler monstret tilbage mod samfundet som en form for demonstration.

Det er et af filmens stærkeste greb: at det ikke nødvendigvis er monstret, der ødelægger samfundet, men et samfund, der producerer sine egne monstre.

Når ambitioner spreder sig 

Problemet opstår, når filmen vil for meget på én gang: kærlighed, ensomhed, selvudvikling, feminisme, det monstrøse, det eksperimentelle, det rebelske. 

Hvert tema er interessant i sig selv, men tilsammen begynder de at trække i hver sin retning. 

Hvor ligger filmens egentlige fokus? Er det Mary Shelleys rolle som skaber? Frankenstein ensomhed? Kvindens stemme? Brudens frigørelse? 

Fokus glider.

Det undrer også, at Ida ikke stiller flere spørgsmål til sit eget udseende og sin situation, hvis hendes fald blot var et “uheld”. Filmen rejser mange spørgsmål, men besvarer dem kun overfladisk.

Filmen starter med en dirrende intensitet, med en stemme, der nægter at dø, men mister noget af sin retning undervejs.

‘The Bride!’ er fuld af stærke øjeblikke, men helheden samler sig aldrig helt. Den vil være alt på én gang og ender derfor med ikke helt at være noget entydigt.

Og om man som publikum ønsker at dykke ned i alle filmens løse tråde og besvare dem?

“I would prefer not to.”