Gysergenrens svar på Marvel Cinematic Universe tyder på endelig at afslutte i år. Og efter en æra med kristen propaganda og mangel på kreativitet kan det ikke ske hurtigt nok.

Tilbage i 2013 – efter lukrativ succes med sit passionsprojekt ‘Saw’ og med den første ‘Insidious’-film klar til ligeså at føde en franchise – udkom James Wan med ‘The Conjuring’. Og, du gættede rigtigt: endnu en franchise blev født.

I modsætning til hans andre bedrifter er denne filmserie dog baseret på sande hændelser. Eller, det er udsagnet i hvert fald, hvis man skal tro Ed og Lorraine Warren – et par paranormale investigatører, hvis liv og arbejde filmene har dramatiseret.

James Wan havde endnu engang heldet med sig, og efter alle disse år har ‘The Conjuring: De sidste ritualer’ nu premiere som den niende film i rækken. Dette er svanesangen for filmuniverset – og efter sigende også den sidste sag, Warren-parret tog på sig, inden de gik på pension.

Intet overrasker, og intet nyskaber. Måske et sidste kapitel for Warrens’ liv og for holdet bag, men ultimativt blot endnu en film i rækken af fesne, utilfredsstillende og formulariske gyserfilm. 

En sidste dans på roser

Efter at have set Warren-parret kæmpe mod den ene dæmon efter den anden, skal vi simpelthen til det igen. Patrick Wilson og Vera Farmiga spiller endnu engang Ed og Lorraine, der – trods deres hårde og mildest talt traumatiserende arbejde – forsøger at leve i idyl, så godt de kan.

En hvid forstadsfamilie, der holder barbecues, er vellidt af hele byen, er internationalt berømt og har en smuk datter, der snart skal giftes. De er billedet på den amerikanske drøm og den traditionelle kernefamilie – bare lige med en kælder fyldt med dæmoniske artefakter oveni.

I ‘De sidste ritualer’ er ægteparret gået på pension fra at jage ånder og dæmoner og nøjes nu med at undervise, af hensyn til Eds hjerte.

Et andet sted i landet lever Smurl-familien dog i alt andet end idyl. De rækker snart ud til både Warren-parret og de nationale nyheder for at få hjælp til at slippe af med de ånder, der plager dem.

Hverken Ed eller Lorraine er ivrige efter at vende tilbage til deres gamle liv. Det viser sig dog hurtigt, at de ikke har meget valg.

Læg dog den dukke i graven

‘The Conjuring’ er ikke et filmunivers på samme måde som Universal Monsters eller MCU. I modsætning til disse handler næsten alt i denne franchise om Warren-ægteparret – eller om det utal af sager, de på den ene eller anden måde har været involveret i.

Den notoriske Annabelle-dukke er især et omdrejningspunkt. Så meget, at hun lige skal hoppe frem et par gange i hver film, uanset om det har nogen relevans eller ej – som deres egen sataniske version af Mickey Mouse.

Det er lige så latterligt, som det lyder.

Desværre er der ikke meget, der har ændret sig i ‘The C0njuring: De sidste ritualer’ siden begyndelsen af filmserien. Dette er endnu en dybt stereotypisk, kedelig gyserfilm, hvor hele skelettet holdes sammen med omtrent én eller to jumpscares hvert tiende minut. 

Visuelt er den lige så kedelig, og kreativt prøves intet nyt af. Som langvarig gyserfan er det netop denne type gyser, der sætter en skamplet på genren i mainstream. Selvom den ikke alene er skyld i, at gyserfilm ses som lavkultur – så er den uundgåeligt en del af problemet.

Det er ikke direkte den nye instruktør Michael Chaves’ skyld, men snarere et overskyggende problem med franchisen generelt. 

Det er mig en gåde, at James Wan er skyld i noget så udvandet, formularisk og intetsigende. Den samme instruktør, som satsede alt for at optage ‘Saw’ med sin bedste ven fra college uden penge – og som trods af at skulle genoptage halvdelen af filmen alligevel formåede at skabe nogle af genrens vildeste plottwists og narrative tricks.

En dybt umoralsk affære

Når det er sagt, må noget af franchisens succes også tilskrives Wilson og Farmiga. Trods det ene lunkne manuskript efter det andet er de trods alt charmerende og har en kærlighed, man helhjertet tror på.

Det kan dog ikke siges nok, hvor grundlæggende uetiske ‘The Conjuring’-filmene egentlig er. Franchisen præsenterer os for et glansbillede af en kernefamilie og et dedikeret ægtepar, der hjælper folk i nød.

Det samme kan man næppe sige om det dybt kontroversielle Warren-par i virkeligheden. Gang på gang er deres såkaldte beviser for overnaturlige hændelser blevet modbevist som falske. Og man kan ikke lade være med at få en dårlig smag i munden, når man læser, hvor mange de har svindlet i deres “bedrifter”. 

Jeg indrømmer gerne, at jeg er så overtroisk som nogen kan være. Men der er noget råddent ved at udnytte familier – tit fattige familier – til at skrive bøger, skabe hysteri og udføre eksorcismer på børn i deres mission for at bevise deres tro.

‘De sidste ritualer’ banker det sidste søm i franchisens kiste – og det skulle være sket for længe siden. ‘The Conjuring’ er billig underholdning, kristen propaganda og frem for alt romantiserer to personer, der langt fra fortjener det.

Franchisen tjener dog stadig penge. Så hvis den lønseddel kan hjælpe James Wan med igen at tage en risiko med de originale ideer, han tydeligvis rummer, har det forhåbentlig været hele den lange, pinefulde død værd.