Hugh Jackmans nyeste film er velspillet og en fryd for sanserne. Alligevel føles denne revisionistiske version af den klassiske helt måske ikke helt så original, som den burde.

Alle har hørt om den engelske folkehelt Robin Hood. Bueskytten, som sammen med sin tro følgesvend Lille John og deres gruppe af fredløse stjal fra de rige og gav til de fattige. Men i ‘The Death of Robin Hood’ forkaster forfatter og instruktør Michael Sarnoski den velkendte heltefortælling og afslører en langt mindre heroisk figur.

Filmen er løst inspireret af ‘Robin Hood’s Death’, en ballade fra det 17. århundrede, og fortæller historien om en aldrende Robin Hood (Hugh Jackman), der efter at være blevet alvorligt såret må konfrontere sin morderiske fortid og forsøge at finde forløsning.

Jackmans Robin Hood, med sit grå skæg og tunge pelsklæder, ligner mere en figur fra ‘Vikings’ (2013-2020) eller ‘The Northman’ (2022) end ‘Men in Tights’ (1993). Han spiller karakteren med en fysisk intensitet og grovhed, der minder om den, der gjorde ham berømt som Wolverine gennem mere end 20 år i ‘X-Men’-filmene. Alligevel er der en ømhed og sårbarhed i ham.

I rollen som Lille John ses Bill Skarsgård, som sædvanligt fuldt transformeret, både i stemme og udseende, selvom han denne gang ikke er begravet under lag af makeup.

Fra ilden til asken

Filmen åbner stærkt med et blodigt angreb: Robin og Lille John, på en gård, som ender med, at Robin bliver alvorligt såret.

De to banditter udtrykker en dyrisk vildskab, nærmest som om de er trådt ud af landets hedenske fortid. Det står i kontrast til de mere moderne og kristne værdier, som senere træder frem i filmen. John er selv kristen, og de to modstridende sider giver ham en interessant dualitet.

Efter blodbadet tager historien dog en skarp drejning. Da Robin ender på et kloster for at komme sig, møder han en række personer – vigtigst af alle den milde søster Brigid (Jodie Comer), som leder klosteret.

Disse personer repræsenterer hver især en mulighed for forløsning for Robin. En mulighed for at gøre en ende på voldens evige cyklus. Filmens tempo bliver derfor langsommere, og fokus på det introspektive og meditative øges. Det får dog også til tider filmen til at føles lidt for langsom.

‘The Death of Robin Hood’ er samtidig utrolig imponerende med sine visuelle elementer og lydside. De bedrøvede irske bjerge og dale danner et smukt sceneri, mens den keltiske underlægningsmusik understreger filmens sorgfulde stemning. 

En genkendelig historie

‘The Death of Robin Hood’s største problem er uden tvivl det, at man ikke kan lade være med at drage paralleller til film som ‘Unforgiven’ (1992) og ‘Logan’ (2017) – sidstnævnte også med Hugh Jackman i hovedrollen. 

Alle tre film handler om aldrende mænd, der har levet voldelige liv og nu må konfrontere deres fortid. Deres bedrifter har ledt til myter omkring dem, og disse fortællinger former andre karakterers opfattelse af, hvem de er. Myterne eksisterer som metakommentarer til, hvordan vi selv ser på heltefortællinger, som filmene derefter forsøger at dekonstruere. 

Desværre har ‘The Death of Robin Hood’ ikke helt samme manuskriptmæssige dybde som de to andre film. 

På trods af det har det endelige produkt stadig nok at byde på. Med sine smukke billeder, stemningsfulde musik og fremragende præstationer giver filmen fans af mørke karakterdramaer nok at tygge på.