Francis Ford Coppolas krønike om Corleone-familiens oprindelse tager seeren med fra Sicilien til New York, hvor den amerikanske drøm fødes, og et kriminelt imperium etableres. Den prisbelønnede efterfølger kan nu opleves på det store lærred i en 4K-restaurering på baggrund af den originales 50-års jubilæum.

Inden for filmkunsten taler man ofte om ”den svære toer”.

For mange instruktører kan det i en trilogi eller filmserie nemlig være vanskeligt at leve op til det første værk, og især hvis dette er så anerkendt og banebrydende som ’The Godfather’ var efter filmens premiere i 1972.

Det skulle til gengæld vise sig at gå særdeles anderledes for Francis Ford Coppola, der, på trods af oprindeligt at nægte at instruere en efterfølger, alligevel endte med at lave hvad der nok må siges at være den bedste toer nogensinde.

Parallelle fædre

’Part II’s bærende element er uden tvivl filmens flashback-scener, som beretter om en ung og indesluttet Vito Corleone, der i begyndelsen af 1900-tallet må flygte fra sin hjemstavn på Sicilien, efter hans familie er blevet myrdet af den lokale mafia-klan.

Sammen med tusindvis af andre håbefulde immigranter ankommer han til Ellis Island, der dengang ikke blot var et museum, men porten til USA, hvor den nærliggende Frihedsgudinde bød alverdens nationaliteter velkommen.

For nogle betød det begyndelsen på et nyt liv, mens det for andre var en lukrativ mulighed for at fortsætte det gamle, mafiøse et af slagsen.

På baggrund af sin fremragende audition på ’The Godfather’ og sin præstation i ’Mean Streets’ fik Robert De Niro rollen som den unge Vito Corleone, der sammen med sine medsammensvorne, Clemenza og Tessio, opbygger et kriminelt netværk fra bunden.

Præstationen skaffede De Niro sin første Oscar som bedste birolle, og det var dengang første gang i historien, at to skuespillere havde vundet en Oscar for den samme rolle. Marlon Brando vandt nemlig også en Oscar for at spille Vito Corleone to år forinden.

Sideløbende med flashback-plottet følger vi Michael Corleone (Al Pacino), der i 1958 forsøger at udrede trådene efter et attentat, som måske kan vise sig at være orkestreret af personer tættere på ham end først forventet.

Al Pacino gør det igen fremragende i rollen som Michael Corleone, der møder hård modstand i sin kamp om at agere mafia-boss og familiefar på én og samme tid.

”Keep your friends close, but your enemies closer”

Efter et besværet forhold mellem Francis Ford Coppola og Paramount Pictures på produktionen af den første film, gav filmselskabet ham frie tøjler til ’Part II’, hvilket sandsynligvis har bidraget til, at filmen blev så stor en succes, som den gjorde.

De adskillige lokationer, som udover Sicilien og USA også inkluderer Cuba (filmet i Den Dominikanske Republik), samt indlemmelsen af de to parallelle handlingsforløb giver filmen en fornemmelse af grandiositet og tilføjer kun til det i forvejen kolossalt høje niveau, som den første film lagde for dagen.

Især Cuba-scenerne er yderst interessante, da de skildrer den skelsættende periode i landets historie, hvor Fidel Castro og hans revolutionære kommunister kommer til magten.

Alt dette er Michael Corleone fanget midt i, da familien ønsker at drive casinoer i Havana med hjælp fra den aldrende og gådefulde jødiske gangster Hyman Roth, spillet forrygende af Al Pacinos gamle skuespilslærer, Lee Strasberg. 

Men uforudsete omstændigheder gør dog Michaels forretningsforetagende vanskeligere end som så, og han må igen rydde ud i rækkerne for enhver pris.

Og som i ’The Godfather’ er det atter Gordon Willis’ skiftevis dunkle og sprudlende filmfotografi, der i samspil med Nino Rotas formidable score giver filmen så meget atmosfære og ambiance, at det til tider giver kuldegysninger.

’Part II’ er et sjældent fænomen. Det er nemlig et tilfælde, hvor man kan diskutere, hvorvidt den er bedre end sin forgænger, der i sig selv er et uovertruffent mesterværk.

Én ting er dog sikkert: man er ikke er den samme efter at have oplevet 202 uforglemmelige minutter.