Clinten er tilbage! Han er ikke til hest, men (spoiler alert) kører i en overordentligt stor pickup, og han har vist hårde stoffer på ladet?

Solen bager. Den amerikanske landevej strækker sig uendeligt forude. Motorens brummen akkompagneres af Willie Nelsons ‘On the Road Again’. En nagende mistanke tvinger den pensionerede liljeavler til at trække ind til siden. Han kigger i tasken på ladet, selvom de sagde, han ikke skulle. Kilovis af kokain og en nyankommet politimand overrasker ham.

’The Mule’ er baseret på en sand historie om en geriatrisk narkokurer og krigsveteran. Clint Eastwood spiller den aldrende liljeavler Earl Stone, som pga. internethandel går bankerot og hurtigt overtales til at køre pakker for det mexicanske narkokartel.

Legenden vender tilbage
Clint Eastwood spiller ikke bare hovedrollen, men har også produceret og instrueret ’The Mule’. Han har før brilleret som filmiske treenighed i ’Gran Torino’, men denne roadmovie når desværre ikke helt hans tidligere arbejdes kvalitet. Den er splittet mellem Earl Stones forsømte familieliv og hans nyfundne hobby, narkosmugling. Familielivet fejler i at skabe en motivation for hans kriminalitet, hvilket er en spændende historie i sig selv, som sagtens kunne have fået mere tid.

I skuespillerrollen klarer Clinten det godt. Han spiller en mere charmerende, flirtende og jovial karakter, end han plejer, og han har svært ved at kaste sit image som den ultimative bad ass fra sig. Han jagtes af DEA, personificeret af Laurence Fishburne, Bradley Cooper og Michael Peña. De spiller deres roller godt, men er dog noget en-dimensionelle – kun en af dem har et navn. De kunne have været uddybet mere i stedet for familien, som plages af dårlige replikker og halvdårligt skuespil. Flere replikker føles akavede og unaturlige og Earls kone (Diane Wiest) spiller decideret uoverbevisende.

Et underligt budskab?
Filmens grundlæggende budskab kommer som et råd fra en ældre mand. Sæt din familie før dit arbejde, eller sågar dit ego, men ligesom med ældre mænd har denne neo-western også et lidt arkaisk syn på tingene. I omkring 80% af scenerne kritiserer Earl Stone ungdommens mobilkultur og internettet generelt. Kvinder går mest op i årsdage eller penge, og der ses også en underligt lang dansescene, hvor kameramanden tilsyneladende bliver distraheret af kvindernes bagdele.  Det kræver også en afro-amerikansk familie at overtale Earl om, at de helst vil kaldes sorte og ikke det yderst stødende alternativ.

’The Mule’ formår ikke at bryde nogle barrierer. Plottet er ikke ligefrem uforudsigeligt, og tempoet halter lidt til tider. På trods af filmens mangler leverer Clint Eastwood en underholdende oplevelse med et livsbekræftende budskab. Det er ikke stor filmkunst, men perfekt, hvis man mangler noget at se med sin bedstefar.