The Purge

Forestil dig et samfund hvor kriminalitet på nær en nat om året er så godt som ikke eksisterende. Sådan ser USA ud anno 2022 i premiereaktuelle The Purge som har Ethan Hawke i hovedrollen, som den karriererstræbende James Sandin, der har succes med at sælge moderne sikkerhedssystemer til folks hjem. Spørgsmålet er om nogen overhovedet er sikker, når den årlige udrensning af den indre amerikanske svinehund finder sted.   

 

Alle film bygger først og fremmest på en god ide. I science fiction-thrilleren The Purge er denne ide og filmens handling baseret på tankeeksperimentet: hvad nu hvis et samfund for en nat tillod alle former for kriminalitet og vold? Ville samfundet så overordnet set blive mere fredfyldt?!

Til tonerne af Debussys Claire de lune ser vi fra start af på ubehagelig livagtig vis konsekvenserne af dette eksperiment, hvor overvågningskameraer viser nedskydninger, overfald og mord. Efterfølgende hører vi hvorledes forskellige eksperter i radio og på tv forklarer det videnskabelige fornuftige i den årlige udrensning. Hertil kommer den patriotiske retorik som betegner hele ”ritualet” som en del af USA’s nye forfatning og at ofre såvel som bødler efterfølgende hyldes for at have gjort deres borgerpligt.

Alt dette lytter den succesfulde James Sandin (Ethan Hawke) til med et halvt øre på vej hjem fra arbejde i sin bil. Han har netop afsluttet dagens sidste salgsaftale, som har gjort ham til den bedste sælger af sikkerhedssystemer til folk, der som ham selv bor i sikrede nabofællesskaber med vagtværn.  Som en god amerikaner har han skam købt blå blomster til at sætte foran hoveddøren for at markerer støtten til ”udrensningen”.

Hjemme venter konen Mary (Lena Headey) og børnene Charlie (Max Burkholder) og Zoey (Adelaide Kane). Sidstnævnte er teenager og har da farmand kommer hjem hemmeligt besøg af den ældre kæreste. Sammen gør den på overfladen lykkelige familie sig klar til den årlige udrensning ved at sikre husets døre og vinduer, men da den yngste – Charlie – via husets overvågningskameraer opdager en blødende flygtende mand på gaden og efterfølgende lukker ham ind, tager alt en uventet og meget voldelig drejning.

The Purge er en B-film i den forstand at den med simple midler og et klart set-up leverer solid suspense og vold garneret med en undertone af samfundskritik af blandt andet USA´s aktuelle våbenpolitik. Specielt filmens første 20-30 minutter er et skoleeksempel på hvordan man sætter scenen – det idylliske hus og kvarter, som den succesfulde familie bor i. Konflikter med naboer og ikke mindst mellem far og datter antydes lige nok til, at tilskueren er med uden at føle sig talt ned til. Endelig spiller Ethan Hawke upåklageligt som den lidt for hårdtarbejdende middelklassemand, der vil og gør alt for at leve den amerikanske drøm.

Desværre ender The Purge med at svælge lidt for meget i den vold, som den indtil da har portrætteret mere subtilt og kritisk. Fra at være en spiddende samfundskritisk thriller forklædt som familiedrama, skifter filmen over til at være en blanding af Halloween møder Funny Games udsat for Assault on Precinct 13. Dette til trods er filmen værd at se takket være sin nervepirrende underlægningsmusik, generelt godt filmiske håndværk og en grundlæggende filosofisk interessant ide om voldens rolle i det moderne samfund.