Det er et storslået, til tider forvirrende og dybt tilfredsstillende brasiliansk drama, der får pulsen op, kæben i gulvet og forvrænger dine forventninger. 

Filmen tager sit udgangspunkt i 1977, en tid i Brasiliens historie, hvor militærdiktaturet hærgede, og korruption ikke ligefrem var en sjældenhed. Wagner Moura spiller røven ud af bukserne i hovedrollen som en mand på flugt, der går under dæknavnet Marcelo. 

Hvorfor, ved vi ikke. Det gør ingen – ud over ham selv. Men omkring Marcelo udfolder hele handlingen sig, og langsomt lægges brikkerne nænsomt på plads, mens han kæmper for sig selv, sin søn og retten til at leve en fredelig tilværelse i en tid, der ikke tillader det. 

Gennemtænkt genialitet 

Selv hvis du ved tæt på ingenting om Brasiliens historie, er det ikke et problem at forstå, hvad der foregår. Instruktøren Kleber Mendonça Filho har et finurligt øje for detaljen og etablerer fra start en stemning, hvor man ikke er i tvivl om situationens alvor, og hvordan landet ligger.

Man er dog længe i tvivl om, hvorfor Marcelo er på flugt – men det fungerer. Mendonça Filho stoler på sit publikum og spilder ikke tiden på overforklaringer. I stedet er der fokus på de små detaljer: farver, lys og lyd skaber på én og samme tid et spraglet og kuldegysende billede af byen Recife, hvor størstedelen af filmen foregår.

Hvem er Marcelo? Hvorfor er han på flugt? Hvem hjælper ham – og hvem har sendt lejemorderne? Vi ved lige så meget som filmens øvrige karakterer, og netop dét er med til at gøre publikumsoplevelsen så effektiv. 

Mindernes kamp 

Mendonça Filho forstår at skabe en film, der på den bedst tænkelige måde efterlader én med flere spørgsmål, når rulleteksterne rammer. Det er som at lægge et puslespil med 1000 brikker – uden hjørner, uden kanter og uden viden om motivet. 

Grunden er, at ‘The Secret Agent’ i sin kerne er en erindringsfilm. Det handler om minder, og om, hvordan man i eftertiden forsøger at rekonstruere fortiden med meget få, manipulerede artefakter. 

Det skaber en særlig atmosfære, hvor filmen ikke føles som et klassisk historisk nedslag, men snarere en sanselig fornemmelse af, hvad det vil sige at være i live i en tid, hvor kampen ikke blot handler om overlevelse, men om ikke at blive glemt. 

Det understøttes af et greb, hvor vi i fremtiden følger en universitetsstuderende, der opsluges af Marcelos historie gennem gamle kassettebånd. Filmen kommer herefter til at føles som at rode i et arkiv: Man gætter, tager fejl, rekonstruerer og forsøger at forstå, hvad historien prøver at skjule. 

Modig og blodig 

Og der er meget at skjule. Et indspist og korrupt politisystem skildres i en forvirrende fortælling om et menneskeben fundet i maven på en haj. En episode, der måske vil dele vandene, men som i lyset af militærdiktaturets brutale undertrykkelse af ytringsfriheden fremstår som et genialt greb.

Det er filmens eneste element, der er taget direkte fra virkeligheden: En avisartikel, hvor benet fungerer som metafor for politiets grusomheder. Historien bringes til live gennem et gyserpræget element, og med filmens sene, næsten Tarantino-agtige eskalering får fortællingen bogstavelig talt blod på tanden. 

Den nyligt Oscar-nominerede perle tør nemlig tage chancen. Der er ikke sparet på nogen fronter, og det kan mærkes. Filmen har et nonchalant og morbidt forhold til vold, død og ødelæggelse, som allerede fra åbningscenen etableres som en normalitet. 

‘The Secret Agent’ vil inddrage sit publikum og udfordre den gennemsnitlige, passive seer. Selvom man til tider kan føle sig på udebane, er det bestemt ikke grund til at give op. Filmen er utrolig nuanceret og fastslår, at internationale film fortjener en plads side om side med den klassiske Hollywoodfilm.