The Shallows

Selvom ’The Shallows’ har (meget få) øjeblikke, som rent faktisk fungerer, henkalder den i højere grad tankerne på ’Sharknado’ end ’Jaws’.

Hende fra ’Gossip Girl’ og en kæmpe haj! Blod og bryster! What’s not to love? For at være ærlig er der en del. Filmen har et simpelt koncept: En kvinde (Blake Lively) fanges på en klippe, da hun er ude at surfe, fordi en haj beslutter sig for at æde hende. Den er så indstillet på, at hun skal dø, at den cirkler rundt om den klippe, hun befinder sig på i flere dage. For mig henkalder det ikke bare tankerne på andre hajfilm, men især på diverse home-invasion-film. Vi har et offer, der er fanget på et bestemt sted, som hun meget gerne vil væk fra, men hver gang hun bevæger sig, kommer der et monster eller en morder efter hende. Og det er præcis, hvad vi får. Vi skal bare så grueligt meget ondt igennem inden vi når dertil.

Nak

’The Shallows’ kommer utrolig langsomt fra start. Vi skal have en film om en kvinde, der er fanget på en klippe langt ude i vandet med en haj svømmende omkring sig! Jeg behøver ikke en lang baggrundshistorie om, hvorfor hun er ude og surfe den dag. Det tror filmen bare vi har. Det tager omkring en halv time (næsten halvdelen af filmens spilletid) før hajen dukker op. For vi skal da vide, at kvinden er i en stor identitetskrise, fordi hendes mor er død! Det skal vi da! Vi skal da vide, at hendes far er bekymret for hende, at hun er droppet ud af medicin-studiet, og at hendes veninde skulle have været med ude at surfe! Det bliver ikke rigtig brugt til noget, men det er da nødvendigt for os at vide! Vi skal da også have en utrolig lang surfing-montage med slowmotionbilleder af Blake Livelys bryster og røv tilsat tekno-musik! Selvfølgelig er det nødvendigt.

Jeg begyndte at se hajen som en form for redningsmand, da den endelig fik taget sig sammen til at angribe hende. Det kan være, at Blake Lively bliver ædt, men i det mindste drukner jeg ikke i dårligt skuespil og ligegyldige informationer. Det dårlige skuespil slipper vi dog ikke helt for. For at være fair overfor Lively er det svært at få noget godt ud af det manuskript. Der er ingen mennesker foruden skizofrene, der taler så meget med sig selv, som Blake Lively gør i denne film. Jeg kan da godt acceptere, at hun siger ting, hun har sagt til patienter, da hun skal lappe sig selv sammen efter hajen har haft fat i hendes ben, men skal hun tale med sig selv, hver gang hun beslutter noget? Det kommer dertil, hvor hun siger ”kamera!” da hun kigger på et kamera. Så ligegyldige informationer slap vi sgu heller ikke for.

Æd

Hajen ser udmærket ud, men hver gang vi kommer tæt på den, kan man godt se, at den i højere grad er CGI end den er haj. Det er måske uretfærdigt at sammenligne med den nye ’Junglebogen’, da budgettet her er noget lavere, men for at være ærlig, var hajen sgu også pænere i de få scener, hvor man så den i ’Jaws’. Man må arbejde med, hvad man har, og hvis man ikke kan lave en haj overbevisende, må man lade være med at lave den, og hvis man ikke kan forklare noget uden dialog, må man lade være med at lave en film om en kvinde, der er fanget alene på en klippe.

’The Shallows’ er en film, der grundlæggende fejler på meget tæt på alle punkter, men der var et par enkelte scener, der gjorde mig utilpas og skræmte mig en smule. Der skal ikke meget andet til end at skrue ned for musikken og sætte kameraet under vandet, men det virkede dog alligevel på mig. Desuden betyder ’The Shallows’, at Blake Lively endelig laver noget andet end ’Gossip Girl’.