En far får manifesteret sin sorg gennem en hjemsøgende krage på størrelse med et menneske. En film spækket med symboler og metaforer, der gør mig klogere på sorgens væsen – men ikke alle idéer er lige givende for fortællingen.

Filmmediet har altid været ideelt til at skildre fænomener og følelser. Med et stænk af magisk realisme kan det uhåndgribelige blive håndgribeligt og give en bedre forståelse af de abstrakte – om end virkelighedsnære – tilstande.

I Dylan Southerns nye film ‘The Thing with Feathers’ har den unavngivne far (Benedict Cumberbatch) mistet sin kone og står nu som enlig far til sine to – også unavngivne – sønner (Richard Boxall & Henry Boxall). Midt i forsøget på at opretholde en normal hverdag begynder en stor krage pludselig at dukke op.

Sorgens skøre skuespil

Metaforen er klar og forståelig. Baseret på bogen fra 2015 af Max Porter, ‘Grief is the thing with feathers’, er kragen – blot navngivet Crow – netop billedet på farens undertrykte sorg. På trods af metaforens tydelighed, er det dog ikke nødvendigvis en nem opgave for skuespillerne.

Sorgens mange og til tider aparte former skal alle sammen legitimeres af Cumberbatchs skuespil. Fra at reagere naturligt på mødet med den mystiske Crow til – som filmen skrider frem – nærmest selv at agere som en krage, der på lærredet ligner noget fra et eksperimenterende undergrundsteater. Ideerne er ikke altid meningsgivende for fortællingen, men det er Cumberbatchs præstation til gengæld.

Han står dog ikke alene med den skuespilmæssige kvalitet. De virkelige brødre Henry og Richard Boxall portrætterer sønnerne med en hjertevarm og troværdig tryghed. Samtidig er David Thewlis’ stemmelægning til den mørke Crow eminent leveret – selvom figuren visuelt ligner en mærkelig menneskelig muppet-dukke på dagpenge.

Magisk realisme uden klar retning

Det er, som om Southern og holdets idéer aldrig stopper. I en grad, hvor man som seer savner fravalg. Filmen blander genrer mellem poetisk refleksion over sorgens mange dimensioner og psykologisk horror om, hvordan sorgen hjemsøger dig.

Ideerne er stærkest, når de holdes subtile. Når filmen bruger et 4:3-format og utallige nærbillede til at vise, hvordan sorgen indespærrer én i et mørkt, distancerende fængsel. Eller når Crow står både i fysisk og metaforisk skygge bag den mere og mere foroverbøjet far. Det fungerer knap så stærkt, når faren ligger skræmt op ad en butikshylde i et forladt supermarked, mens Crow står på en hylde og kaster glas med syltede agurker efter ham.

Herefter forsøger Southern at skabe en investerende spændingskurve ved gradvist at lade de subtile symboler forlade fortællingen og erstatte dem med en nærmest fysisk body horror. Til et punkt, hvor jeg som seer begynder at undre mig over, hvornår nok er nok.

En symbolsk skildring

Idéerne er for mange, genreblandingen for stor, og fortællingen mangler en klar retning. Symbolerne er kun halvdelen af tiden effektive, resten fremstår forvirrende og utroværdige. Alligevel efterlader filmen et aftryk. En refleksion over den fysiske og psykiske tilstedeværelse, sorgen kan have. Dens dybe, kaotiske og destruktive væsen.

På trods af filmens kaotiske omfang ender ‘The Thing with Feathers’ alligevel med at give en klarere fornemmelse af sorgens abstrakte størrelse.