Canadas officielle Oscarkandidat er et slow burn, der udfordrer, overrasker og tryllebinder. Det gælder om at holde fast, når socialrealisme bliver vendt på hovedet i denne David Lynch-inspirerede thriller sat i Tyrkiet.

Lad mig starte med at sige, at dette mesterværk tog røven på mig. Jeg gruer næsten for at skrive denne anmeldelse, da jeg ikke ved om jeg kan understrege ‘The Things You Kill’s genialitet uden at afsløre for meget. Instruktør Alireza Khatami, beskriver selv filmens begyndelse som en “trojansk hest”, der trækker seeren ind, indtil det er for sent at vende om, og det må jeg give ham ret i.

Ind i det uvisse

Universitetsprofessoren Ali (Ekin Koç) underviser i engelsk, når han ikke passer sit jordlod i ørkendalen udenfor byen, hvor han bor med sin kone, Hazar (Hazar Ergüçlü). Samtidig forsøger han at tage sig af sin aldrende mor. Moderens pludselige død slår Ali ud af balance, og han begynder i stedet at søge efter mening i familiens hemmeligheder.

Således begynder filmen som rendyrket socialrealisme og skaber en forventning om, hvor plottet bevæger sig hen –  lige indtil alt bliver vendt på hovedet. Da Ali gør et nyt og tilsyneladende uskyldigt bekendtskab med den jævnaldrende Reza (Erkan Kolçak Köstendil), får fortællingen en ny retning. Før man ved af det, bliver gulvtæppet hevet væk under én med en sådan kraft, at det tager flere minutter at finde fodfæstet igen. Handlingen går fra realisme til surrealisme, og netop denne kontrast bliver nøgleordet for filmen i alle henseender. 

Sirligt mysterie

Den slående kontrast ses også i billed- og lydsiden, hvor naturalisme møder handlingens absurditet. Filmen er en absolut fryd for øjet: Den anatolske højslette tager vejret fra én med sine golde vidder, og kameraarbejdet er formidabelt. 

Ved første øjekast kan beskæringerne virke forfængelige, men tidsnok forstår man, at hver eneste absurde kamerabevægelse har en årsag og er nøje udtænkt. Intet er tilfældigt: Hver scene er en brik i puslespillet, der senere kaldes tilbage. Den minutiøse sans for detalje giver en følelse af deja vu. Man tvinges til konstant at spørge sig selv om vi bevæger os fremad i handlingen eller om vi er slået tilbage til start, i takt med at vi bevæger os længere ned i vanviddet. 

“No one is resentful by nature”

Filmens tematiske omdrejningspunkt er familie, traume, løgn og hævn. Ali forsøger forgæves at skabe orden i sit liv, at kunne adskille godt og ondt, men han forhindres konstant af hemmeligheder, stolthed og skam. Han fordømmer sin far for hans had, men ender måske med at blive som ham. 

Alis underbevidsthed tager seeren med på en rejse, som hverken er simpel eller lineær. En hævnhistorie, hvor rollerne som gerningsmand og offer konstant bytter plads. Som tilskuer skifter man sympatier, i takt med at karaktererne blotlægges. Det hele understreger Reza, da han bemærker om Alis glubske hund; “ingen er født ondskabsfulde”.

Et forpligtende mesterværk

‘The Things You Kill’ formår at behandle emner som generationelle traumer, patriarkatets skyggesider, konflikten mellem modernitet og tradition, men på en utraditionel måde. Det er ikke en thriller i klassisk forstand med et hæsblæsende tempo og farer bag hvert et hjørne. Tempoet er langsomt og dvælende, men formår alligevel at tiltrække sig åndeløs opmærksomhed. 

Det er et mesterstykke i at lege med forventninger i stil, æstetik, dialog og genre. Kontrasten mellem det rå, næsten ubearbejdede audiovisuelle udtryk og legen med den klassiske films opbygning er en fryd at overvære. 

Jeg vidste allerede inden filmen sluttede at jeg havde lyst til at se den igen, for at opdage endnu flere minutiøse detaljer. For at nyde filmen fuldt ud skal du være klar til at lade tæppet blive revet væk under dig – turde at tage skridtet ind i næste scene uden at se ned. ‘The Things You Kill’ kræver tålmodighed. Jo mere du hænger dig i hvert et billede og hver en replik, jo større bliver udbyttet i slutningen.