‘The Uprising’: Andrew Garfield kæmper i ujævn historisk oprørsfilm

Copyright: © 2026 Focus Features, LLC. All Rights Reserved.

Andrew Garfield er hovedrollen i Paul Greengrass’ historiske fortælling om bondeoprøret i England i det herrens år 1381. Selvom man kunne forvente et storslået og actionfyldt brag fra den tidligere ‘Jason Bourne’-instruktør, falder filmen til kort ved hverken at være stærkt nok drama eller slagkraftig nok action.

Pesten har hærget. Folk har mistet alt. Og Kongens nyeste krav på en umenneskelig skat, bliver det sidste strå for et undertrykt folk. Folket har fået nok.

Andrew Garfield spiller den fiktive karakter “Ploughman”. En menig bonde, der lever dag til dag i mudderet på sin gård. Han er alene efter at have mistet sin kone og børn til pesten. Der går ikke længe, før han og resten af landsbyen råber “nej!” til kongens soldater, der er kommet for at opkræve skat.

Det bliver startskuddet på en revolution, og ikke længe efter har Ploughman slået sig sammen med virkelige historiske karaktere John Ball (Jamie Bell) og Wat Tyler (Cosmo Jarvis), da de marcherer mod London for at konfrontere kongen.

“Hvad vil vi ha’? Fair levestandarder! Hvornår vil vi ha’ dem? Siden 1381!”

‘The Uprising’ er egentlig en inspirerende fortælling om det menige folk, der rejser sig fra mudderet og siger over for den rige mands urimelige love og befalinger. Det handler om at “stick it to the man” og give magten tilbage til folket.

I en nutid, hvor det virker til, at de rige bliver rigere, og de fattige bliver fattigere, resonerer filmens morale egentlig meget godt. Derfor er det ekstra ærgerligt, at filmen aldrig finder sin følelsesmæssige dybde. 

Garfield gør ellers sit bedste, som man efterhånden forventer af ham, men bliver tynget af et manuskript, der ikke gør ham retfærdighed. En enkelt scene, hvor hoffet endelig høre oprørernes bøn, rummer en spire af følelsesmæssig lettelse hos Garfields karakter, der er lige ved at ramme noget stærkt. Men scenen klippes kort, før det virkelig når dertil.

Ud over hovedrollen boltrer filmen sig med et imponerende karaktergalleri. Bell skinner igennem som retfærdighedskæmper, og især Jarvis har en fysisk tilstedeværelse, der får mig til at tænke på en ung Tom Hardy, da han først begyndte at dukke op på filmscenen. Thomasin McKenzie, som den handlekraftige Alyce med ben i næsen, giver et velkomment modspil til Garfields Ploughman, men dykker aldrig for alvor ned i den relation, man ellers kunne komme til at forvente mere af.

Katherine Waterston imponerer som kongens mor, hvis stemme og mening holdes tavs af kongens hof.

Nytilkomne Woody Norman som kong Richard II bliver desværre ikke meget mere end en irriterende teenagekonge, der lader sig manipulere og tirre. Der var mulighed for at nuancere ham ved at lade os mærke og se hans indre karakter blive formet af magtspillet omkring ham, men det forbliver i scener offscreen og efterlader karakteren flad.

Blod og mudder

Scenografien har Greengrass og sit hold styr på. Skildringen af tiden, tumulten og mudderet er grim og troværdig. Det ligner reelt, at Garfield og de andre oprørere ikke har været i bad under filmens optagelser. Og jeg kan lide det. 

Kameraarbejdet er ligeledes grimt og nært. Kameramand Pål Ulvik Rokseth leger meget med nære billeder, der zoomer ind og ud, næsten ufokuseret. Det får os tæt på karaktererne og skal give en følelse af, at vi er til stede sammen med dem, men det ender desværre også med at give filmen et lidt billigt præg.

Actionsekvenser har Greengrass bestemt også styr på, selvom det ikke nødvendigvis er en actionfilm her. Eller er det? Måske er det netop i splittelsen mellem drama og action, at filmen finder sit største problem.

Filmen dedikerer sig hverken til at være et følelsesmæssigt drama eller en fuldblods actionfilm. Og fordi den ikke for alvor vælger side, lander den lidt fladt mellem de to genrer.

Vi har at gøre med et bondeoprør: helt normale mennesker, der skal i kamp. Filmen kommer egentlig godt fra start med den præmis, men jeg havde håbet, at kampene ville være mere beskidte, mudrede og blodige, som resten af filmens visuelle udtryk.

Historiske fakta eller fiktion?

Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at filmen har lidt af et pr-problem. I nogle lande er den fulde titel ‘The Uprising: The Rise of Robin Hood’, hvilket kan få historikere til at løfte øjenbrynene. 

Bondeoprøret er en historisk hændelse, men digte om legenden Robin Hood, placerer bueskytten omtrent 200 år tidligere. Så hvad har karakteren, der måske er mest kendt som tegneserieræv, egentlig at gøre her? 

Pointen er tilsyneladende, at bondeoprøret er med til at inspirere legenden om Robin Hood. Det kan man godt købe, eftersom nogle af de tidlige digte om legenden blev nedskrevet omkring denne periode.

Jeg sidder dog tilbage med følelsen af, at tilstedeværelsen af en højst sandsynligt fiktiv karakter ender med at underminere den egentlige historiske hændelses betydning.