Af Jesper Nielsen
The Way Back er filminstruktør Peter Weirs første spillefilm siden The Master and Commander fra 2003. Spørgsmålet er imidlertid om The Way Back har været ventetiden vær, og om den lever op til nogle af Weirs tidligere storfilm såsom Døde poeters klub (1989) og The Truman Show (1998). Svaret på dette kommer til slut i denne anmeldelse.
The Way Back er inspireret af Slavomir Rawiczs bog The Long Walk: The True Story of a Trek to Freedom fra 1955. Weir har tydeligvis været berørt af denne historie, hvorfor han da også dedikerer filmen til forfatteren og hans medsammensvorne, som overlevede flugten fra en sovjetisk Gulag-lejr i 1941.
Filmen består af to sammenhængende dele. Den første del minder om et fængselsdrama, hvor man får indblik i et hierarkisk lejrsystem i en umenneskelig Gulag-lejr i det sneklædte Sibirien under Anden Verdenskrig. Det er historien om mennesker og deres overlevelseskamp under frygtelige forhold, og om nyankomnes barske modtagelse og kamp for at komme op i hierarkiet. Denne kamp vinder den polske officer og nyankomne Janusz (Jim Sturgess) ret hurtigt. Hans evner og lederpotentiale gør ham især værdig hvad angår flugtplaner. Med Janusz som sidste brik kan disse planer derfor realiseres, og en syvmand stor gruppe flygter herefter fra lejren mod friheden.
Hver person i denne ideelle gruppe, hvor sammenhold og tillid er altafgørende, besidder nogle vigtige egenskaber, som gør gruppen stærk i kampen mod naturens barske terræn. Blandt Janusz medsammensvorne er den ældre amerikanske ingeniør Mr. Smith (Ed Harris) samt den utilregnelige og voldelige russer Valka (Colin Farrell). Som sagt består filmen af to dele og anden del påbegyndes ved flugten, hvor Weir iscenesætter et episk overlevelsesdrama med friheden som endestation. Til fods går turen over det sneklædte Sibirien til den glohede Gobi-ørken i Mongoliet og videre over Himalaya bjergene til Indien. Filmen skildrer og fortæller om denne gruppes frihedsprojekt, hvor alt synes at være dømt til at slå fejl, men hvor det nådesløse landskab tilsyneladende kun kan bekæmpes ved at finde troen på det umulige.
Filmens genreskift, gående fra fængselsdrama til overlevelseshistorie, fungerer ikke optimalt, fordi plottet ikke bliver ordentligt forløst, hvilket gør, at filmen ved flugtforsøgets start ender et sted mellem to poler. På den ene side vil Weir lave et storslået drama, hvor tilskueren tilsyneladende ikke må kede sig en eneste gang, hvorfor der konstant opstår besværlige situationer som gruppen må forholde sig til. På den anden side vil Weir også gerne lave en film, hvor der fokuseres på sammenstødet mellem mennesket og naturen og resultatet deraf, men ingen af delene bliver udført særligt interessant eller medrivende, og resultatet bliver en middelmådig og al for lang film.
Derfor må svaret på det indledende spørgsmål være, at The Way Back ikke lever op til Weirs tidligere film og at ventetiden desværre har været forgæves.
3 ud af 6 stjerner