Hvad der ellers skulle være den mest groteske film i år, kommer aldrig rigtigt i mål med noget af det, den giver sig i kast med, og må i stedet plante sig selv solidt i søen af middelmådighed.

2024 var et år, der skabte historie for body horror-genren, da ‘The Substance’, trods de traditionelle prisshows’ tøvende accept af gyserfilmen som belønningsværdig, blev nomineret til flere Oscars. 

Derfor virker det oplagt, at vi forhåbentlig igen ser et opsving af nye skud på denne subgenres stamme.En subgenre, som godt nok er grotesk og modbydelig, men er blevet brugt til at fortælle om kærlighed, køn og  menneskelighed i årtier.

I ‘Together’ kommer et parforhold på den ultimative prøve. I hovedrollerne ser vi Dave Franco og Alison Brie (som også er gift i virkelighedens verden) som modsætninger, og selvom den ansvarsfulde og stilfærdige Millie ikke altid enes med den mere spontane og vildsindede Tim, så stoler hun alligevel på deres kærlighed.

Troen på kærligheden kan dog komme med en pris. Mens parret kæmper med at gå på kompromis med hinanden, så kæmper filmen selv en kamp for at forene både body horror og kærlighedsdrama, og lykkes desværre ikke med nogen af delene.

En fesen affære 

Millie og Tims forhold har ti år på bagen, og der har været problemer fra starten. Med gamle rockstjernedrømme og et fejlet forsøg på at fri i bagagen flytter de fra det byliv, de kender, og ud i en lille landsby i skoven, hvor Millie har fået nyt job som lærer, i troen på at de stadig kan redde deres forhold i isolation.

Kærligheden og loyaliteten lokker dog mystiske kræfter ind i deres hjem, og snart får de to elskende et helt og aldeles intimt forhold til faren – og til hinanden. Hvad der starter som søvngængeri og umiddelbare angstanfald, udvikler sig til, at de snart ikke længere kan holde sig fra hinanden.

Og det er helt bogstaveligt. Én ting er at vågne med et par hår fra din partner i munden, en anden ting er at sidde fast i din partners underliv efter passioneret elskov.

Franco og Brie bringer begge en unik charme fra deres respektive komediebaggrunde, men manuskriptet har alligevel for travlt med alt muligt andet til at grave ned i parrets problemer, eller at bevise for os, hvor god disse to skuespilleres kemi egentlig er. 

Filmen udvikler hurtigt en tendens til ikke rigtig at vide, hvad den vil med deres forhold i det hele taget, og i en film, hvor kærligheden ellers burde være i centrum, – både det lykkelige og det ulykkelige – ender det med at blive intetsigende. 

Kedeligt er måske et hårdt ord, men når birollerne er mere interessante end de vigtigste karakterer, så må der være noget galt. 

Et virvar af elementer, metaforer og symbolik kastes i hovedet på én, men aldrig noget der uddybes nok i længden. I stedet ligner filmen snarere et første udkast, en brainstorm i visuel forstand, hvor ingen tråde er fulgt til ende.

Halvt over målstregen

‘Together’ skulle primært ikke være et kærlighedsdrama, men en body horror. Eller en blanding af begge genrer, men den ender trist nok ikke med at udspille sig stærkt i nogle af de to discipliner.

Body horror-genren handler om det groteske ved (menneske)kroppen, transformation, køn, kødets nedbrydelse og døden. Det er skabt til at skabe ubehag, ubehaget er pointen med det.

Både instruktøren og skuespillerne har citeret mesterværker som ‘The Thing’ og ‘The Fly’ som inspiration. Derfor sidder jeg tilbage med en undren, efter at være vidne til en film, hvor jeg ikke kan finde spor af nogen af delene. 

En film, som ellers er blevet kaldt den mest groteske film i år, ender ligesom romancen, den portrætterer, med at blive kedelig. ‘Together’ har en trist mangel på både ‘body’ og ‘horror’, og starter med et ellers frygtindgydende buildup uden nogen forløsning, eller eksplosion, eller noget andet.

Faktisk er det næsten det, filmen gør mest. Den lægger op til en hel masse ting, den skaber spænding, og vi venter og venter på noget, der aldrig rigtig kommer. Man føler aldrig rigtigt, at nogen er i fare, når volden er halvbagt og uden sår på sjælen, og karaktererne ved snart heller ikke, hvilken personlighed de har.

‘Together’ skynder sig alt, alt for meget. 

Der er aldrig nok tid til at komme i mål med, hvad det end er, den vil, når den konstant er uenig med sig selv. ‘Together’ dypper blot tæerne i noget, der kunne være blevet en klam, ulykkelig og intim body horror, hvis den ellers havde haft mod på at dedikere sig til virkelig at lade sine hovedroller komme galt af sted.