Transformers: De faldnes hævn (eller: Bøllebank i blikdåsen).
Hævnen kommer. To år efter at de dumme robotter fik bøllebank i blikfangene i Transformers, er 2’eren ude i biograferne. Man spilder ikke tiden i amerika, når man har et millionprodukt at pushe til masserne. Hele holdet fra den første er tilbage minus et par skuespillere, men de er vist den mindst vigtige del af produktionen. De to vigtigste dele er Michael Bay og Scott Farrar.
Michael Bay har instrueret, og det lader til at Transformersfilmene vil være hans signaturfilm. Det virker som om hans form og indhold har opnået sit ypperligste udtryk i historierne om de store robotter, som slås mens svedige modeller – og Shia LaBeouf – løber rundt mellem bragene. Michael Bay har om nogen en genkendelig stil, og man ved at man vil få polerede billeder, der er som skabt til reklamefilm. Noget som bilfirmaer og det amerikanske militær sikkert sætter stor pris på. Er det stor filmkunst? Det er svært at svare på. Det hele er tamt, uoriginalt og smagløst på en nærmest absurd måde, men Bay tjener sin løn enkelte steder i løbet af denne ekstremt lange film. Når man sidder og ser disse ultraopsatte og gennemarbejdede billeder på et enormt lærred, er der steder hvor det er svært ikke at blive imponeret af Bay og hans visuelle udtryk. F.eks. når han sprænger et hangarskib i luften. Det er banalt og barnligt, men det har en vis charme.
Men filmen afhænger muligvis i højere grad af Scott Farrar. Han er visual effects supervisor hos ILM, og har haft ansvaret for effekterne for begge Transformersfilm. Mange lagde første gang mærke til ham da han supervisede Minority Report, som blev meget rost for sine effekter, men i Transformers får han, og hans hold af computernørder, virkelig lov at udfolde sig. Selv for en mand som har ødelagt New York (med World Trade Center og det hele) i Deep Impact, må det være vidunderligt at få så mange sekvenser at lave, og være med på en film som i så høj grad afhænger af effekterne. De er alfa og omega for filmen, idet det eneste publikum er interesseret i at se er robotterne (bortset fra dem som vil se Megan Fox selvfølgelig, der er ingen forlydender om hvorvidt Farrar har været inde over hendes visuelle udtryk, det må vist være ren Michael Bay). Og de fungerer til punkt og prikke. Farrar er ved at overtage Dennis Murens position som den førende VFX-supervisor hos ILM (andre hovednavne er folk som Pablo Helman og Ben Snow), og han leverer igen varen i hidtil uset grad. Man elsker at se robotterne på lærredet, for de er så tætte på at være virkelige. Meget få steder tror man ikke på de er til stede, i langt det meste af filmen accepterer man dem som dele af miljøet, og store robotter er jo imponerende i virkeligheden, og næsten lige så imponerende på lærredets næsten-virkelighed.
Filmen er alt, alt, alt for lang, og giver ingen mening. Intet hænger sammen, skuespillet rangerer fra tåleligt til forfærdeligt (når Megan Fox er på lærredet, som hun er en del, føles det som at se Baywatch, ironisk nok. BAYwatch, getit?), og musikken er dødsyg, den tager det gode fra det første score og forringer det en smule. Hævnen er kommet. Michael Bay har hævnet sig på alle dem som har fortalt ham at han skal bruge en sammenhængende historie at hægte sine overkompenserende action-sekvenser på. Desværre skal han stadig bruge 150 minutter på at vise omkring 60 minutters action, og så kan det jo være ligegyldigt, så virker det mere som en enorm fejl end et oprør. Det skal være sagt, udover få øjeblikke er filmen dødsyg, vulgær som en Cult Shaker reklame (dog uden nogen form for nøgenhed selvfølgelig, det er porno for familiefædre og deres preteen sønner) og mest af alt, utroligt dum. Men den har en vis absurd charme, hvor man får fornemmelsen af at tingene er lige ved at kamme over i det fuldstændig meningsløse rent historiemæssigt, med humor som er så upassende og billigt at det er som at se en børnetegning. En børnetegning af nogle store robotter som slår hinanden i hovedet og skyder med laservåben, som er blevet efterarbejdet af verdens ypperligste computerkunstnere.
Af
HENRIK SEEHUUSEN