Vi lever desværre i en verden, hvor dét at være smuk og tyk, ofte anses som indbyrdes udelukkende. Instruktør Emilie Thalunds fortryllende spillefilmsdebut er en kærlig påmindelse om, at det modsatte i virkeligheden er tilfældet. 

På en sommerlejr for unge med vanskeligheder møder vi Lea, spillet formidabelt af debutanten Marie Helweg Augustsen. Som så mange andre unge i en tid, hvor sociale medier hersker over skønhedsidealerne, kæmper Lea med sit selvbillede. 

Sommerferien bliver hendes mulighed for at gøre op med usikkerheden – midt i betagende sommeridyl, legende børn og voksne, der måske vil hende det bedste.

Det smukke i det nære

I ‘Vægtløs’ er kvinderne endelig i centrum – både foran og bag kameraet. Dét alene er værd at fejre.

Udover at være instrueret af Emilie Thalund er filmen skrevet af Marianne Lentz, klippet af Nikoline Løgstrup og fotograferet af Louise McLaughlin.

Den ømhed, disse fænomenale filmskabere bringer til projektet, mærkes tydeligst i portrætteringen af Lea og de andre piger på lejren. 

Filmen formår både at vise den kærlighed og solidaritet, der kan opstå mellem jævnaldrende piger, samtidig med at den afdækker nuancerne i disse venskaber.

Som i en scene, hvor en af pigerne siger til Lea: “Når først du taber dig, bliver du en stor spiller på drengemarkedet”. 

Disse små øjeblikke indhylles i drømmende nærbilleder af vandrende hænder og solstrejf på sommerfregner.

Nærbillederne giver samtidig et glimt af de ritualer, der opstår, når piger bliver tætte med hinanden: hår, der flettes, neglelak, der lægges, mens man sidder i en håndvask, og bumsen, der vises frem. 

Resultatet er et filmisk kærlighedsbrev til kvindelige venskaber – og til kvindekroppen i alle dens afskygninger.

Forelskelsens grænseland

I hjertet af filmens fortælling – flettet sammen med de lysende sommerstunder – opstår en historie om stormende forelskelse og om, hvor ondt det kan gøre, når følelser bliver manipuleret.

Lejren fungerer som et symbol på de udviskede grænser mellem barndommens uskyld og en uundgåelig nysgerrighed efter det forbudte.

Kort efter sin ankomst får Lea et godt øje til den voksne Rune (Joachim Fjelstrup), til stor frustration for hendes roomie Sasha (Ella Paaske).

Den gnist, der opstår mellem dem, sætter en steppebrand af følelser i gang hos Lea, som ikke ved, hvordan hun skal håndtere dem.

Det kulminerer i en scene, hvor man som seer efterlades i tvivl: Er der tale om en romantisering eller en fordømmelse af, når forelskelse kammer over og grænser udviskes? 

Netop denne tvetydighed forvrænger den nænsomhed, der ellers bærer filmens portrættering af de unge piger. 

Man sidder tilbage med en uforløst retfærdighedsfølelse – både på Leas vegne og i forhold til sin egen oplevelse af filmen. 

Heldigvis opvejes scenen af det stærke samspil mellem Lea og Sasha, når eftervirkningerne af det, der er sket, rammer Lea.

Venskabets stille kraft

I virvaret af dårlig dømmekraft og knuste følelser mister filmen for en stund kernen af sin fortælling: en ung kvinde, der kæmper med sit selvbillede.

Da Lea må læne sig op ad Sasha for at bearbejde sin forvirring, finder filmen sin vej igen.

Ella Paaske og Marie Helweg Augustsen samspil i filmens mest sårbare scener maler et smukt portræt af, hvordan kvinder kan være der for hinanden.

Med ynde og intensitet skaber de to skuespillere et rum, hvor både unge og ældre kan spejle sig i skrøbelighed og omsorg.

Trods et utilfredsstillende klimaks og frustrerende autoritetsfigurer kan man i sidste ende ikke lade være med at holde af filmen og dens fejlbarlige unge karakterer.

Med alt taget i betragtning står én ting klart: Med et stærkere fokus på de unge pigers relationer – både til hinanden og til sig selv – kunne filmen have forvandlet sig til det mesterværk, som filmskabernes samlede talent havde potentiale til at skabe.