Instruktør John Skoog dykker ned i vores altoverskyggende krigsangst i et nænsomt portræt af en udskilt mand, hvis eneste ønske er at hjælpe sin landsby – og redde sig selv fra verdens uretfærdigheder.

Da brevsprækkerne fyldtes af krigsbrochuren “Hvis krigen kommer” i 1970’ernes Sydsverige, begynder en helt speciel mand at opruste. Rystet over de chokerende billeder og frygten for Den Kolde Krigs konsekvenser forvandler Karl-Göran nemlig sit hjem til en borg – et værn mod de potentielle fjender, der truer hans rolige og simple liv på landet. 

Sådan starter den svenske sort-hvid-film ‘Værn’, og faktisk er der ikke meget mere til historien end det formfuldendte tidsbillede og en billedskøn skildring af en ægte outsider med hang til børneleg og afbrændte bildæk. For Karl-Göran er oprustning ikke et valg – det er en livsstil, og den lever han til fulde. 

Gal eller genial?

Karl-Göran, spillet af den dygtige franskmand Denis Lavant, er ikke en helt almindelig mand. I dag ville han nok få et par diagnoser og en række bogstaver, men i 70´ernes Sverige er han bare landsbytosse med en besættelse af bygge sit helt eget Villa Villekulla – bare uden aben, pastelfarverne og sørøverguldet.

Han brænder dæk fra mekanikeren til et tjærelignende bindemiddel, låner skinner fra jernbanen til at skabe skelettet af sin højborg og bruger sin hårdt optjente pension på mørtel i spandevis. 

Han befinder sig på kanten af fællesskabet, og det er kun byens børn, der rigtig forstår ham. Ifølge dem er han ikke gal, men en mand med den geniale idé at bygge en fæstning – ikke kun til sig selv, men også til sine medmennesker og til kongen, som han er sikker på vil værdsætte gestussen.

Idéen er så smittende, at børnene selv bygger en hule i nærheden af Karl-Görans gør-det-selv-hus. Deres eget værn mod den fremtid, der venter dem. De fungerer som filmens fortællere og bliver i sidste ende også dens nerve. De sætter uskyldige ord på en manisk mand, og skaber sammenhæng mellem de smukke landskabsskud og den hårde landsbytilstedeværelse. 

Og selvom den lavmælte Karl-Göran ikke er alles kop te, er han en sympatisk og elskværdig mand, der holder filmen fra at virke banal eller monoton. Alligevel bliver filmen i sidste ende mere et smukt tidsbillede end en fortælling, der for alvor siger noget nyt om vores moderne frygt for krig. 

Rigtig eller forkert?

Filmens rolige tempo og skønne sort-hvide billeder er tæt på at vugge en i søvn, men formår på magisk vis stadig at fastholde ens interesse og nysgerrighed. Som en konstant summen, der aldrig lader os falde hen i det svenske landskab og den faretruende krig, der lurer lige rundt om hjørnet. 

‘Værn’ emmer af Ingmar Bergman og franske auteurfilm, men mangler den store morale, der får én til at sidde tilbage forløst eller forfærdet. Filmen leger med publikums realitetssans, og man ender med at tvivle på, hvad der er rigtigt eller forkert: Har Karl-Göran ret i sin frygt, eller spilder han sin tid? 

Hvis historien rummede flere nuancer og perspektiver, ville tvivlen fungere til filmens fordel.

I stedet ender ‘Værn’ som et smukt portræt af den udskilte Karl-Göran, hvis kærlighed til sine medmennesker og frygt for krig opsluger hele hans liv. Til sidst er der ikke mere tilbage end det værn, han skabte med sine egne hænder, der står tilbage som et symbol på menneskets evige frygt for det, der måske venter forude.