Det er totalt ventetiden værd, når ’28 Years Later’ tager os tilbage til England i fordærv, mens ustyrlige zombier går til angreb på en ny flok overlevende øboere. 

Det er – ikke 28 – men 23 år siden, vi første gang oplevede de hurtigtløbende, raseri-inficerede zombier, der satte spark i en ny bølge af udøde i populærkulturen. Siden da er vi blevet stopfodret med ukontrollerbare væsner, der bare ikke kan lade være med at hungre efter menneskekød.  

Nu er makkerparret Danny Boyle og Alex Garland endnu engang tilbage med det univers, der gav os kilden til nye zombiefortællinger, og giver os netop det, vi alle har håbet på – nemlig en revideret udgave af verdens bedste zombie. 

Det er ikke kun en hæsblæsende omgang, men en rørende familiefortælling, der til tider, lidt anstrengende, trækker på tårekanalerne, mens man nyder den apokalyptiske verden, vi har elsket i 23 år. 

Zombie-landet i total forfald 

Ikke overraskende så starter ’28 Years Later’ 28 år efter, den skræmmende virus ’Rage’ gik amok i Londons gader. Vi har oplevet den virusbefængte verden både 28 dage og 28 uger senere i tidligere film, men nu har den raseret England i næsten tre årtier!

Der er altså ikke meget håb tilbage i landet, der har været i karantæne i så lang tid, at de adrætte zombier har muteret sig og tager nye, uhyggelige former. NATO-tropper holder styr på kystlinjen til zombie-landet, mens en lille gruppe overlevende har fundet fred og sikkerhed på en ø, der kun er forbundet til fastlandet via en lille viadukt.

I ’28 Years Later’ møder man øboen Spike, der på trods af sin unge alder, er klar til at tage med sin far Jamie til fastlandet for at dræbe sin allerførste zombie. Derhjemme er hans mor Isla blevet syg, og ingen kan hjælpe kvinden, der langsomt mister forstanden. 

På fastlandet bliver Spike klogere på virussen, der stadig har landet i et jerngreb, og lærer at hans far ikke har været helt ærlig over ham. Han må tage ansvar, og finde ud af, hvad der egentlig er galt med hans mor, der kæmper for at holde sig i live. 

Karakterer i topklasse 

Hvis ikke man kender til zombierne i 28-serien, så er her en lille introduktion. De bliver  forvandlet efter 10-12 sekunder, løber lige så hurtigt som mennesker, brækker blod op og hvis du bliver bidt, kradset eller får noget af blodet i kroppens åbninger – så er du fortabt. 

Det har vi fået etableret i både den fantastiske ’28 Days Later’ og den mindre vellykkede ’28 Weeks Later’. I denne omgang får vi så flere typer af zombier og nye regler, som skal etableres. Filmen tager sig heldigvis god tid til at sætte det hele op sammen med de nye karakterer, der giver overraskende betagende portrætter af en dysfunktionel familie i krise.
Aaron Taylor-Johnson og Alfie Williams spiller far og søn, og begge formår at bringe charme og karisma ind i en verden af uhygge. Det samme gør Jodie Comer, der giver os en af filmens mest rørende scener. 

Dog formår netop disse grådkvalte sekvenser at bero sig for meget på Danny Boyles ”quirky”-stil, der nok for mange seere er en tilvænningssag. 

Den dynamiske duo 

Der er ingen tvivl om, at Alex Garlands mester-manuskripter og Danny Boyles anarkistiske instruktør-stil passer godt sammen. Især Boyles hurtige kamerabevægelser, vanvittige klippestil og behov for at bryde grænserne, er skønt, men ikke for alle. 

I en af filmens første scener skifter man hele tiden perspektiv mellem far og søn, der trasker gennem England, og forskellige klip af historiske begivenheder og scener fra de andre 28-film. Under dem hører man en gammel oplæsning af Kipling-digtet ”Boots”, der er så voldsom i dens levering, at det giver øjeblikkelige følelser af ubehag. 

Det er lang tid siden, man sidst har set så effektive første 30 minutter af en film. Faktisk fik man præcis den samme følelse, som da man første gang så ’28 Days Later’, og så en ung Cillian Murphy vandre forvirret gennem de øde gader i London. 

Det gibber i kroppen for mere zombie-væmmelse, og heldigvis er der allerede en efterfølger på vej, som tager os direkte tilbage til det lille øsamfund ude fra zombie-landet. 

28-serien formåede at genopfinde en genre, der var gået i stå. ’28 Years Later’ genskaber den samme energi fra 00’ernes zombie-guldalder, og taler ind i en ny tid, hvor de udøde igen får lov til at regere over sendefladen. Og gudskelov for det!