Med et par dage under bæltet kan folkene bag VOID roligt være stolte af hvad. Nu handler det bare om at komme sikkert i mål.

Indtil videre har årets festival ikke været lutter sjov og ballade. Efter et uventet dyk ned i et alternativt Paris med dampdrevne biler og talende katte i ’April and the Extraordinary World’ blev jeg og mine festivalsfrænder fluks flået tilbage til virkelighedens ubarmhjertighed. Den iskolde spand vand blev kastet af den lettisk-amerikanske instruktør med det danskklingende navn, Signe Baumane. Filmen var ‘Rocks in My Pockets’ – en dokumentar hvori Baumane undersøger sin og sin families lange historie, der er spækket med selvmord og psykisk sygdom. Det er en oplevelse, der ikke er for viderekommende, med en fortællestil og –stemme, der frit bevæger sig mellem enerverende og fængende.

Med ’Rocks in My Pockets’ blev flere af festivalens temaer slået an: Solokunstneren og ubarmhjertigheden.

Familieunderholdning? Bestemt ikke.
Det startede ellers med noget af et brag. ‘April and the Extraordinary World’ diskede op med et alternativt Europa anno 1941 hvor alle de store videnskabsmænds mystiske forsvinden har stoppet teknologien ved damp-motoren. Som følge af efterspørgslen efter trækul er Europas skove udryddet og det franske imperium, stadig styret af Napoleon-slægten, er i krig mod USA over herredømmet af de canadiske fyrskove. Og det er da et fantastisk set-up, der er lige dele Herge og Miyazaki – to giganter, hvis navne man skal være noget påpasselige med at slynge ud i flæng. Instruktørerne Christian Desmares og Franck Ekinci når da heller ikke de hæderkronede forgængeres højder, men det gør de færreste jo. ‘April’ tager nemlig en uheldig genredrejning direkte ind saturday morning territorie og det er en drejning, der får hele maskineriet til at knage noget så højlydt. Det kollapser dog ikke helt og i sidste ende står ’April’ som et godt og solidt stykke familieunderholdning. Med sådan en åbning kunne man ellers godt have troet, at familievenlige visninger var at finde i VOIDs program.

Den misforståelse fik ’Rocks in My Pockets’ og den belgiske ‘Cafard’ hurtigt afklaret. Sidstnævnte serverede elendighed på stribe i en overlagt hæslig fremstilling af første verdenskrigs gru. Her ender bryderen Jean Mordants udstationering i hæren med at tage fire år længere end forventet. Som det jo sker, når skæbnen vil én og ens kære det værste.

Solokunstnerne og Plymptons dogmer
De fleste af VOIDs film er nærmest aggressivt antikommercielle og er som en naturlig følge af dette realiseret på minimale budgetter af mikroskopiske hold. Foruden Baumane og Don Hertzfeldts tilhører amerikaneren Bill Plympton disse animationsenere.

Og det er netop Plympton retrospektivet, der er et af årets helt store trækplastre, da Q&A’s følger med hver eneste visning. Den første af disse ‘Cheatin”, Plymptons nyeste, kick-starter-finansierede film – et spjættende, dialogløst og fantastisk medrivende melodrama sat i en abstrakt og tidsløs amerikansk forstad. Til den efterfølgende spørgerunde gav Plympton sit besyv med på den europæiske mentalitet og den amerikanske animationsindustri. Men mest inspirerende af alt var hans råd til unge filmskabere, Plymptons dogmer. Disse er selvfølgelig inspireret af von Trier, en lille hemmelighed som Plympton indviede publikum i med et sardonisk glimt i øjet. De lyder som følger:

1) Make it short. Folk gider ikke se novellefilm på halve timer. Hold kortfilm på 5 minutter.

2) Make it cheap. ‘Cheatin” havde et budget på et par hundrede tusind dollars. For at sætte tingene i perspektiv koster en Pixar film over 175 millioner dollars.

3) Make it funny. For det er hvad folk husker.

Og hvis Bill Plymptons film er noget, er det uforglemmelige.