En af årets mest ventede gyserfortællinger er et forfriskende, hårdhændet mysterium, hvor paranoiaen er altomsluttende og kvælende.

Det skulle have været en morgen som enhver anden for frøken Gandy, da hun er på vej til sit lille lokalsamfunds skole for at undervise en klasse af 18 elever.

Men da klokken ringer, står hendes klasseværelse tomt. Kun hende og én dreng sidder tilbage.

Dette er starten på et mysterium, der sender chokbølger gennem den tætknyttede by, og fylder luften med en lavine af spørgsmål og knap så mange svar.

Midt i det hele bliver pårørende vendt imod hinanden i en desperat søgen efter retfærdighed i et spil, ingen af dem ved, de er en del af.

Et spil spredt for alle vinde

‘Weapons’ er den anden gyserfilm i rækken fra Zach Cregger, som efter sin succes som komiker både på film og tv kastede sig ud i at prøve kræfter med frygtens kunst med ‘Barbarian’ i 2022.

Science fiction eksperimenterede han også med i ‘Companion’, men ‘Weapons’ vækker opsigt og giver genlyd i gyserverden, som få film har gjort i lang tid. Den bruger nemlig et af de ældste tricks i bogen, at mystificere sit publikum, til grænsen hvor man har svært ved at finde ud af, hvad der er virkeligt og hvad, der ikke er.

Dette kommer ikke kun til udtryk på den opsigtsvækkende hjemmeside, dedikeret til at reklamere for filmen som true crime snarere end fiktion, præcis som da ‘The Blair Witch Project’ tilbage i 1999 rullede ud forklædt som en dokumentar.

Nej, ‘Weapons’ springer også mellem et galleri af karakterer, og giver os brikkerne i et forvirrende puslespil én efter én. Det er et virvar af tråde, så katastrofale og ukomfortable, at vi ikke kan kigge væk. Også selvom det måske ikke er alle trådene, der samles til sidst.

Ulven midt i fåreflokken

På trods af at vi møder flere fortællere i dette mysterie, så står Justine Gandy (Julia Garner) i centrum af det hele. Den omsorgsfulde lærer, som har en tendens til at bryde lidt for mange regler, må sidde fortabt tilbage uden nogen forklaring på, hvor hendes elever forsvandt hen.

Og når hun kommer hjem fra arbejde, er hun ikke kun plaget af mareridt om sine elever, men også af trusler fra oprevede og mistroiske forældre, der er overbeviste om, at hun har en finger med i spillet.

‘Weapons’ er en film, der fanger paranoia til perfektion. Netop den følelse er med os fra start til slut, både hos forældre, der krydser loven i jagt på svar, og hos Mrs. Gandy, der ligeledes bryder grænser uden nogen idé om, hvilke forfærdeligheder hun vil finde.

Filmen foregår i et tæt sammenknyttet samfund – som dog også er et samfund præget af overvågning og naboer, der altid kigger dig over skulderen. Her bliver beboernes følelse af sikkerhed og mistro til de højere magter udnyttet, og alle bevæger sig gennem en tåge, en jagt uden mål eller rute, og tvivlen sås om, hvem der egentlig er ulven i fåreklæder.

På trods af at jeg er en hærdet gyserfan, så jeg mig nødsaget til flere gange at sidde med hånden for øjnene, og samle mig mod til at kigge gennem mine fingre på alle grusomhederne. 

Det bragte mig tilbage til at være barn igen, alene hjemme, når man blev oppe langt efter sin sengetid og landede i en spiral af uhyggelige YouTube-videoer man slet ikke var gammel nok til at håndtere. ‘Weapons’ føles nærmest forbandet, og Cregger udnytter spejlbilleder, grynede optagelser og baggrundslyde til at skabe en utryg og ildevarslende stemning.

En klodset, ærefuld mission

‘Weapons’ har været på manges læber hele året – særligt grundet et rygte om, at instruktøren Jordan Peele efter sigende fyrede hele sit managementhold, fordi de tabte budkrigen om rettighederne til netop denne films manuskript.

Og man kan godt af og til få lyst til at forestille sig, hvordan det mon havde set ud, hvis Peele havde vundet. For hvor både Peele og Cregger har taget vejen fra komediegenren til at lave gyserfilm, så er Zach Creggers kunsteriske stil desværre knap så raffineret som Peeles. Begge filmskabere arbejder med samspillet mellem gys og samfundssatire, men Creggers absurditet forenes ikke altid elegant med ‘Weapons’ kyniskhed, og toneskiftene bliver klodsede.

Derudover har han en ærgerlig tendens til at skære tingene lidt for meget ud i pap, og det ender med at føles som om, at filmen taler lidt ned til sit eget publikum, når han banker sine ellers ret åbenlyse metaforer ind i hovedet på en.

Når det så er sagt, så kan man nemt forstå, hvorfor Jordan Peele og enhver anden instruktør ville have det surt med at gå glip af chancen for at bringe det her manuskript til det store lærred.

For ‘Weapons’ slår benene væk under én med sin originalitet, og formår konstant at overraske med sine barske billeder. 

Det her er et mysterie, der efterlader dig åndeløs og tiggende om forløsning. Denne film er nådesløs, utilgivende, og meget tættere på vores virkelighed, end vi har lyst til at forestille os.