What Richard Did

What Richard Did, courtesy of Element Pictures What Richard Did, courtesy of Element Pictures

Mellem skyld og uskyld er et bredt kold tone-spektrum af melankoli, som What Richard Did fanger både sine hovedkarakterer og sit publikum i.

Richard Karlsen (Jack Reynor) er en vellidt ungkarl, der nyder godt af livet som populær alfa- han i sin vennegruppe af priviligerede teenagere i South Dublin. Han har netop færdiggjort gymnasiet. Hele verden og alle muligheder er åbne og skal udforskes, inden han skal starte på universitet til efteråret. Frihedens beruselse får dog en pludselig slutning, da Richard en sommernat gør noget katastrofalt, der kommer til at ødelægge livet for ham og hans nærmeste.

Hvor stor en mængde skyld kan bæres på skuldrene af en ung fyr i sit livs forår, der begår en enkel, fatal fejltagelse? Det er det moralske spørgsmål, der invaderer ens sind, når man et lille stykke inde i filmen, finder ud af “What Richard Did”. Filmen bliver et forfriskende bud på en socialrealistisk ungdomsskildring, ved at turde efterlade sit publikum uden svar på dette og dermed på kløgtig vis fange os i fortællingens spind.

Personligt kunne jeg godt have tænkt mig en lidt stærkere arketypisering af “kong” Richard før hans store fald, for netop at blive trådt endnu hårdere på mit masochistiske følelsesregister, da filmen for alvor folder sig ud. I betragtning af, at filmens længde kun er lige under halvanden time, kunne der sagtens have været tilføjet nogle flere minutter, der lod Jack Reynor og de andre velspillende skuespillere give os en endnu dybere indsigt i deres karakterer. Som filmanmelder er det ikke desto mindre spændende at opleve en “ægte” socialrealistisk fortælling, der i al sin nord-europæiskhed tør gøre et stille oprør mod vores alles amerikaniserede forståelse for ungdomskarakterer som værende ligeså indbyrdes kontrastfyldte, som ens egen sociale forståelse var i teenage-årene. Det er denne udviskede grænse mellem affinitet og afsky, der gør What Richard Did til en god film – en ægte irsk filmperle.

What Richard Did på IMDB