Den skraldede teenagergysergenre er tilbage. Denne gang formår den dog ikke engang at være underholdende, og det er den største forbrydelse.

Kunne du nogensinde finde på at købe en dødsfløjte fra Aztekerriget? Nej? Nå, men nu er der altså en gyserfilm, der vil forklare dig, hvorfor det er en dårlig idé, alligevel – hvis du nu skulle være i tvivl.

For tro gyserfans er det efterhånden en velkendt tradition, at vi, inden de store sommergys rammer biograferne, lige skal have de lunkne – eller decideret skraldede – oplevelser ud af vejen. 

‘Whistle’ er ikke helt en bundskraber. Man kan ane små lyspunkter i horisonten, hvis man kigger godt efter.

Skrald er den dog stadig, og den skulle nok have blevet i genbrugsspanden, hvor den kom fra.

Teenageklichéer leger med døden

I den nye teenagegyser følger vi Dafne Keen som Chrys, den nye pige i skolen med en knap så hemmelig, ret traumatisk fortid. Hun bliver fra første dag udset som socialt udskud af de populære elever, og situationen forbedres ikke, da hun ender i eftersidning med en broget flok klassekammerater.

Og hvis det ikke allerede var en dårlig dag i forvejen, finder hun en mystisk krukke i sit skab. 

Indeni ligger en fløjte formet som et dødningehoved. Hun når ikke selv at puste i den (fordi naturligvis skal du bare sætte munden på et fremmed objekt du finder i skolegangen) inden hendes lærer konfiskerer den, men hendes fætter får alligevel fingrene i den og roder dem alle ud i problemer.

Lyden fra fløjten er ikke musik, men et skrig. Og kort efter begynder Chrys at opleve mærkelige ting. Hun er ikke den eneste.

Nu må de unge kæmpe mod tiden – og mod mystiske kræfter, der er lige i hælene på dem.

Gravrøverens svanesang

Uanset hvordan man vender eller drejer det, er plottet dybt åndssvagt. For ikke at sige problematisk.

Det er en klassisk faldgrube i gysergenren:  fremmede kulturer og mytologier bruges som eksotisk og uigennemskueligt “skræmmemateriale” uden synderlig dybde. Her føles det som en overfladisk gimmick frem for noget, filmen faktisk har undersøgt eller forstået.

Og så er der de åbenlyse dumheder: Finder du en fløjte med dødsmotiver indgraveret, så er det nok ikke en super smart idé at bruge den.

Jo, filmen forsøger med enkelte glimt af selvindsigt. Læreren, der ville tjene hurtige penge, fremstilles som en idiot, og filmens svar på en kvindelig Indiana Jones-figur advarer kryptisk mod fløjten.

Men det er alt for lidt. Filmen føles som en type gyser, der burde være blevet i graven for længe siden.

Kærligheden kan heller ikke redde dagen

Dafne Keen kæmper bravt for at give et tyndt manuskript nogen form for substans. Hun leverer en nærværende præstation, selv når resten af filmen falder fra hinanden omkring hende.

Samspillet med Sophie Nélisse er filmens klare højdepunkt, og deres relation tilfører faktisk noget, der minder om ægte følelse. Det gør det kun mere frustrerende, at resten af filmen ikke følger trop. Filmen bliver næsten en fornærmelse mod ‘Yellowjackets’-skuespillerinden og hendes ellers normalt imponerende arbejde.

For problemet er ikke bare, at ‘Whistle’ er dum. Det er, at den er bedøvende kedelig.

Allerede fra åbningsscenen, hvor en jumpscare afslører både filmens præmis og monsterdesign, før historien overhovedet er kommet i gang, mister man interessen. Og så kan det kun gå ned ad bakke derfra.

Det er ærgerligt. Især fordi filmen faktisk byder på et lesbisk forhold der får reel skærmtid – noget man ellers sjældent ser i mainstream-gyserfilm.

‘Whistle’ er en film, der aldrig rigtig havde en chance – og som heller ikke formår at skabe en. Tænk over det, næste gang du shopper efter oldtidsfund på eBay.