Cynthia Erivo og Ariana Grande er tilbage i den sidste del af fortællingen om de umage heksevenner i det fortryllede land Oz. Kampen mellem det gode og det onde bliver et farverigt – til tider forhastet festfyrværkeri i Jon M. Chus konklusion af musicalen ‘Wicked’.

I et dramatisk klimaks kaster Elphaba (Erivo) sig ud over rækværket med sin kost i hånden, bevingede aber i hælene og kappen blafrende i vinden, mens troldmandens vagter holder hendes bedste veninde Glinda (Grande) tilbage. Her brøler den grønne heks sin tyngdelovs-trodsende kampsang ud over hele Oz, som samtidig fodres med propaganda fra Troldmanden og hans håndlangere.

Sådan endte første del af ‘Wicked’, der gav os fortællingen om Glindas møde og venskab med Den Onde Heks fra Vest fra film -og bog klassikeren ‘The Wizard of Oz’.

Den formåede at give nyt liv til musicalgenren, og farvelagde populærkulturen i smaragdgrøn og babylyserød . Jon M. Chu formåede at oversætte Broadway-musicalen med spraglede sprogblomster og glittrende tryllestave perfekt ind i filmens verden, og efterlod publikum forhåbningsfulde på en dramatisk og fortryllende afslutning i ‘Wicked: Part II’. 

Men som alle ‘Wicked’-fans ved, er anden akt af den verdensberømte musical ikke lige så velorkestreret og stramt fortalt et eventyr som det første, og opgaven med at færdiggøre historien er derfor en Oz-tronomisk mundfuld. Alligevel formår Jon M. Chu og hans fabelagtige rollebesætning at holde tungen lige i munden, trods det overilede tempo, når puslespillet om ‘The Wizard of Oz’ skal falde på plads.

Fra drømmende skoleelev til Den Onde Heks fra Vest

“Men Glinda… hvorfor sker der ondskab?” spørger en lille munchkin-pige i det første ekstravagante, velspillede musicalnummer i ‘Wicked’. Et stort og kompliceret spørgsmål som ‘Wicked: Part II’ faktisk formår at svare på. 

Vi møder den frygtede heks Elphaba i en ophedet kamp for at afsløre sandheden om den bedrageriske Troldmand (Jeff Goldblum) og Shiz-forstanderinden Madame Morrible (Michelle Yeoh). Men lidt efter lidt mister hun troen på sig selv, og påtager sig den identitet, Oz har givet hende: Den Onde Heks fra Vest – ondskabsfuld, modbydelig, farlig og allergisk overfor vand?

Glinda er blevet Troldmandens officielle talskvinde, og forsøger desperat at holde det Oz-tastiske humør højt, mens hendes eneste ven er på flugt fra smaragdbyens brutale folkedomsstol og hendes forlovede Fiyero (Jonathan Bailey), kaptajn for Troldmandens garde, virker mere interesseret i at redde Glindas grønne sjæleven.

Samtidig er Elphabas søster Nessarose (Marissa Bode) blevet guvernør i Munchkinland, og håndhæver Troldmanden og Morribles strenge, u-(dyr)menneskelige love om, at dyr ikke længere må tale eller færdes frit. Vi er langt væk fra det eventyrlige Shiz-universitet – men charmen og den komiske nerve går heldigvis ikke tabt.

Der er ufatteligt mange tråde at holde styr på, samtidig med at fortællingen skal sammenkædes med ‘The Wizard of Oz’ og Dorothy fra Kansas, der netop er landet i Oz, og får til opgave af Glinda og Troldmanden at dræbe Den Onde Heks fra Vest. Og selvom den varer to og en halv time, går det nogle steder lige lovligt stærkt.

Ingen begræder de onde

Alle karaktererne får større følelsesmæssig dybde her i del to, og tackler et nuanceret billede af godhed mod ondskab på elegant vis. Derudover er Chus valg af dygtige musicalperformere er intet mindre end genial.

Cynthia Erivo og Ariana Grande spiller og synger ligeså fortryllende og overbevisende som i den første film, og får lov til at bære filmens mest hjerteskærende øjeblikke på deres brede musical-skuldre. Det er intet mindre en musikalsk og skuespilsmæssig pragtpræstation af de to kvinder, der er som født til rollerne Elphaba og Glinda.

Det samme kan man sige om den uimodståelige Jeff Goldblum, der også er et højdepunkt som den vidunderlige Troldmand, der desperat prøver at blive på magten i det bjergtagende Oz.

Den eneste egentlige fejlcasting er Michelle Yeoh som Madame Morrible, der spiller og synger decideret dårligt. Hvis en karakter skal synge godt, så skal skuespilleren også kunne det. Heldigvis kommer vores musical-helte os til undsætning, og redder den musikalske helhedsoplevelsen i sidste ende.

En film baseret på en musical, baseret på en bog, baseret på en film, baseret på en bog

Det store spørgsmål er nok: “Hvordan passer det hele sammen med ‘The Wizard of Oz’?” 

Og det får vi svar på… næsten. Man må acceptere lidt plothuller for at få det hele til at gå op i en højere enhed, og holde godt fast på kosten for at følge med det tjeppe tempo.

Det hjælper, at man kan læne sig tilbage og nyde den ekstravagante scenografi og den mesterlige kameraføring, der glider sømløst mellem musiknumre, karakterer og kulisser. ‘Wicked: Part II’ er en sand fornøjelse for både øjne og øre. 

Musicalens anden akt har altid været mere rodet end første.  Vi ved alle, hvor det skal ende, men hvordan går man fra en uskyldig skoleelev til en af filmhistoriens mest ikoniske skurke? På magisk vis formår Jon M. Chu at skabe sammenhæng, og levere en tilfredsstillende afslutning. 

De oversætter simpelthen musicalen med bravur – og gør det endda bedre end man kan opleve det på Broadway. På overfladen er der måske ikke lige så mange musical-ørehængere, men prøv at lyt til soundtracket igen efter at have set filmen – for der gemmer sig musikalsk guld i anden akt.

Selvom tonen er mørkere og temaerne er tungere, bliver man tryllebundet af de musikalske præstationer, og med stjernestøv i øjnene beundrer det visuelle mesterværk, som fortjener at blive set i biografen.