Winter’s Tale

Manuskriptforfatteren (Akiva Goldsman) bag succeser som ‘A Beautiful Mind’, ‘Klienten’, ‘A Time to Kill’ o.m.a. får instruktørdebut med en magisk kærlighedsfortælling om skæbnen og det gode imod det onde. ‘Winter’s Tale’ er baseret på Mark Helprins 800-sider lange roman af samme navn.

I slutningen af 1800-tallet ankommer Peter Lake (Colin Farrell) som spædbarn til New York, sammen med sine forældre, som så mange andre forlod hungersnøden i Europa. Allerede ved ankomsten til det forjættede land, opstår der problemer. Peters forældre får ikke opholdstilladelse og sendes tilbage til Europa. Som Jochebed valgte, at sætte den lille Moses i sivkurven på Nilen, tager Peters forældre samme drastiske beslutning. De placerer spædbarnet i et lille modelskib og søsætter det i Hudson River.

21 år senere møder vi Peter igen. Han er i mellemtiden blevet udlært indenfor den noble profession tyveknægt. Det er også lykkedes ham, at rage uklar med sin gamle læremester og bandeleder Pearly Soames (Russell Crowe). Det står skidt til for Peter, og bedst som røverbanden har indhentet ham, kommer en hvid hest Peter til undsætning. Han må forlade New York i et par måneder, indtil sagerne er faldet til ro, men inden da skal han lige nå, at stjæle lidt til turen, fra husene i New Yorks finere kvarterer. Hesten påvirker ham til, at vælge netop det hus, hvor en ung og smuk pige er alene hjemme.

Pigen Beverly (Jessica Brown Findlay) har tuberkolose og har kun få måneder tilbage at leve i. Alligevel forelsker de to sig i hinanden. Men det er et forhold med oddsene imod sig. Ikke nok med, at Beverly er dødeligt syg. Pearly, som viser sig, at være dæmon og står i ledtog med selveste Lucifer, har ikke opgivet tanken om at få fingrene i Peter. Vil kærligheden sejre eller skal ondskaben vinde kampen over det gode? Det kræver nærmest mirakler, hvis Peter skal klare den. Og det er netop hvad der driver denne film.

En flyvende hest som i virkeligheden er en hund, diamanter som kan danne hologrammer, mennesker der bliver til stjerner, skæbnen og evigt liv. Suppleret med flotte billeder og imponerende effekter, foregår fortællingen delvist i New York, som den har set ud igennem tiderne, og delvist i universet som ligger bag de ting, man ikke kan se og forklare. Ja, det er et fantastisk univers, som Akiva Goldsman beder os om at lege med på.

Det er tydeligt, at Goldsman elsker historien har lagt liv og sjæl i denne film, men det er måske også filmens svaghed. For Goldsman har skabt et ærligt og kærligt billede, af en historie han elsker for dens magi. Men hændelserne virker simpelthen for utrolige, når der ikke bruges tid på forklaring. En bog på 800-sider fyldt med magi og fantasi, er svær at koge ned til to timer, hvis er fokusset er lagt på det utrolige, uden at gøre hændelserne troværdige. Som tilskuer, vil jeg gerne se en fantastisk og magisk historie, men hvis scenen er sat i en realistisk verden, hvor der sker magiske ting, kræver det en eller anden form for forhistorie.

Fra filmens indledning, virker dialogen unaturlig og forjaget. Colin Farrell spiller forfærdeligt i starten, og filmen finder først en troværdig narrativitet efter 30-40 minutter. Will Smith spiller rollen som Lucifer, men spiller som om han er med i en helt anden film. Jessica Brown Findlay er dog et friskt pust, og Russell Crowe er en glimrende som dæmon. I mindre roller ses Eva Marie Saint og William Hurt, som Beverlys far.

‘Winter’s Tale’ ville med få ændringer være en glimrende børnefilm i stil med Det Gyldne Kompas og Narnia-filmene, men lige nu, er den ikke mere en ufarlig underholdning. Når den alligevel får 3 stjerner skyldes det Russell Crowe, samt Caleb Deschanels flotte kameraarbejde.