Instruktør Emerald Fennell filmatiserer Emily Brontës verdenskendte roman ‘Wuthering Heights’ ud fra, hvordan bogen fik hende til at føle, da hun læste den. Det er en tilgang, der lyder kunstnerisk og personlig, men som ender med at føles som en undskyldning for at ignorere bogens væsentligste indhold.

Margot Robbie (Catherine Earnshaw) og Jacob Elordi (Heathcliff) er de kendte ansigter, der har båret filmens markedsføring. I interviews beskriver de filmen som en af de vildeste kærlighedsfortællinger nogensinde – hvilket er alt andet, end hvad læsere af Brontës roman havde forventet.

Hvad kan tolkes som en adaption?

Catherine bor med sin far (Martin Clunes), som en dag på vej hjem fra et arrangement bringer en hjemløs dreng med sig. Drengen bliver en del af husstanden, og Catherine navngiver ham Heathcliff. I romanen er det samtidigt tydeligt, at Heathcliff racialiseres og behandles som den fremmede i familien – et centralt aspekt af både hans position og den måde, han senere bliver mødt på. 

Herfra begynder historien om et forhold, der i romanen ikke handler om romantik, men om besættelse, magt, vold og destruktion.

I de seneste år har filmbranchen i stigende grad kastet sig over adaptationer: fra klassiske romaner til animerede film, der genopstår som live-action. Det har skabt debat om casting, visualisering og om, hvor langt man kan gå i en genfortolkning. Instruktører har i den forstand et ansvar for at skabe et værk, der yder forlægget retfærdighed. Det ansvar løfter Fennell ikke her.

Brontës ‘Wuthering Heights’ er ikke en kærlighedshistorie. Det er en roman om klasse, race, vanvid, hævn og had. Den fremstiller et univers, hvor ingen karakterer er skrevet til at være sympatiske, og hvor Catherine og Heathcliffs relation ikke er noget læseren skal længes efter, men noget, man skal forfærdes over. Fennell tager derimod romanens antydning af begær og gør den til sit eget fanfiction-projekt.

Det moralske blik forsvinder 

I romanen fungerer Nelly (Hong Chau), husholdersken i husstanden, som et moralsk filter og en social stemme, der konstant kommenterer og korrigerer Cathrine og Heathcliff. Hun er ikke blot en biperson, men en afgørende del af den distance, Brontë skaber til deres forhold. Når filmen nedtoner hendes rolle, forsvinder også det blik, der minder os om, at det, vi ser, ikke er romantik, men destruktion. 

Visuelt er filmen flot. Kostumerne er smukke, og den gotiske stemning er tydeligt gennemtænkt. Men det har næsten intet med bogen at gøre. Der er blevet skåret væsentlige karakterer ud af filmen, som har været en stor del af Heathcliffs hævntogt, som nu er blevet erstattet med utallige sexscener fyldt med passion. 

Lyst og begær

Er en løs adaption lig med en dårlig film? Nej. Fennells film fremhæver besættelse, erotik, lyst og begær – og hvordan selvdestruktiv adfærd kan dømme et menneske til et liv lidelse. Men netop her opstår filmens største problem: Den forveksler lidelse med romantik. Catherine og Heathcliff fremstilles som tragiske elskende, der forhindres af omverdenen, frem for to mennesker, der aktivt ødelægger hinanden – og dermed alle omkring sig. Deres relation filmes med et blik, der insisterer på at gøre dem smukke, sensuelle og episke, og det gør fortællingen langt mindre ubehagelig, end den burde være.

I Brontës roman er Heathcliffs hævn ikke et biprodukt af et knust hjerte. Det er et bevidst projekt – ondskabsfuldt, langsomt og metodisk – og det rammer ikke kun Catherine, men også næste generation. Når filmen skærer centrale karakterer væk, forsvinder det mest essentielle: konsekvenserne. 

Tilbage står en gotisk fantasy om forbudt kærlighed, hvor sexscenerne fylder mere end den psykologiske brutalitet, der gør romanen så unik.

Fennell leverer en flot film, men ikke en filmatisering af ‘Wuthering Heights’. Det er en løs fortolkning, der har taget romanens navn, æstetik og to mest kendte karakterer – og derefter skrevet resten om, så det passer til en moderne idé om passion. Resultatet føles mindre som Brontë og mere som fanfiction med stort budget.