Mila Kunis gør op med de tårnhøje forventninger til moderne mødre i en fim, der indfrier samtlige forventninger af middelmådighed.

’Bad Moms’ er en billig flaske hvidvin. Letkøbt, halvdårlig og ikke ligefrem noget at være stolt af. Alligevel glider den ganske let ned og efter et par slurke begynder smagen af metervare så småt at træde i baggrunden for en oplevelse, der af uransagelige årsager går hen og bliver helt hyggelig.

Mila Kunis spiller Amy, den ærkestressede, moderne kvinde, der jonglerer samtlige bolde på både hjemmefronten og arbejdspladsen, hvor hun med sine 32-år selvfølgelig er alderspræsident. Man kunne spørge sig selv og filmen hvorfor hun skal lave alting. Men det bliver hurtigt tydeligt at filmen eksisterer i en eller anden underligt forestillet version af verden, hvor den slags bare er normen. Presset bygger på Amy og boblen brister endelig efter, at hun opdager sin uduelige mands online-affære. Ham kyler Amy prompte på porten. Nu må det være nok. Ikke bare med hans ladhed og idioti, men med alle de forbandede forventninger, der har tynget hende lige siden børnene kom til. Sammen med den mandeglade Karla og kuede Kiki beslutter Amy sig for at skeje ud og være, titlen tro, dårlige mødre. Nu skal rollingerne kraftedeme selv fikse deres morgenmad mens Amy plejer sine tømmermænd!

Mean Girls + Hærværk =
Der er altså med andre ord punk rock rebelskhed på højeste niveau. Man kan dårligt lade være med at tænke på ’Hærværk’ når den står på drukture, spature og vilde house parties, der selvfølgelig slutter kl. 23, da man jo skal hjem til børnene. Det er heller ikke et under, at det alt sammen vækker lederen af forældregruppen, Gwendolyns, store forargelse. For hvor vover de at gøre op med hendes forestilling om tingenes orden? Som man nok kan ane står ’Bad Moms’ i gæld til 00’ernes high school-komedier. Dynamikkerne med queen bees og wannabes lever på bedste velgående og det er bare helt i orden. Man kan sidde og surmule nok så længe over dens ustandselige brug af slow-motion for ”komisk” effekt. For ikke at nævne dens forudsigelighed – for Amys søgen efter de tabte 20’ere byder ikke på nogen overraskelser. Men så småt tør isen og trioens strabadser bliver på nærmest uforklarlig vis en ganske fornøjelig halvanden time.

Måske netop fordi at det så tydeligt er ren fantasiopfyldelse, at ’Bad Moms’ forsvinder fra hukommelsen som dug fra solen. Meget lig samtlige af Amys problemer og konflikter. Den eneste måde at filmen kunne være sluttet på en mere fredfyldt og harmonisk vis ville være, hvis der blev sunget kum ba ya over rulleteksterne. ’Bad Moms’ er en film, som ingen mennesker som sådan behøver at se, hvilket jo nok lyder ekstremt fordømmende. Det er ikke helt tilfældet. For nogen gange er det altså også bare helt okay med en letfordøjelig lille komedie, der i filmens ånd serverer et lille afslappende afbræk fra hverdagens rabalder.