There is more to life tænker de smukke, NY mennesker. Kilde: imdb.dk

Åh hvor salen emmede af forventning til premieren på den svenske instruktør Lukas Moodyssons første engelsksprogede film Mammoth. Moodysson har modtaget stor anerkendelse for sine film som Fucking Åmal og Lilja 4-ever og udforsket de mere kunstneriske og utilnærmelige universer med f.eks. Et Hul i mit Hjerte og Container. Det er forventninger, der kan være svære at leve op til, især når han har valgt at gå nye veje med en meget større produktion, der også helt naturligt vil miste noget af sit svenske – og rene islæt ved at være engelsksproget. Og indfries sådanne forventninger ikke, ja så står der et anmelderkorps klar til at bedømme. Og bedømmelsen faldt promte, til premieren i Berlin fandtes der blandt klapsalverne i salen flere buh-råb. Som en flok skuffede fodboldfans på tribunerne sad anmeldere og buhede, trætte af at resultatet ikke var som håbet.

Det er ikke en ringe film, bare fordi den er mindre Moodyssonsk. Og Mammoth er nemlig ikke en dårlig film, den er bare ikke i klasse med hans forrige. I hans tidligere film er fokus på skæve afkroge af samfundet, han kigger ind i verdner, man ikke altid har lyst til at kende til. I Mammoth er det derimod et ungt jetset-par bosat på Manhantten, man følger. Leon (Gael Garcia Bernal) er computerspils-designer og Allison (Michelle Williams) er operationslæge. Sammen har de datteren Jackie, men på grund af forretningsrejser og lange arbejdstider har de den filippinske barnepige Gloria ansat. Gloria har selv familie hjemme på Filippinerne, men må arbejde i USA for at tjene penge til at forsøge dem.

Handlingen foregår i tre parallelforløb, hvor man følger henholdsvis Leon, Allison og Glorias filippinske familie. Leon er på forretningsrejse til Thailand, men da han egentlig ikke skal andet end at skrive under på nogle papirer og forhandlingerne trækker ud, tager han ud på en bounty-ø for at nyde livet i en bungalow. Derhjemme kæmper Allison med søvnproblemer, når hun hver dag kommer hjem til en meget tom og stor lejlighed uden datter og mand efter natarbejde. Samtidig følger man Glorias børn på Filippinerne, som har svært ved at kapere hendes fravær, og derfor har lange telefonsamtaler med hende, hvor de græder og plager hende om at komme hjem. Dette tager selvfølgelig hårdt på hende samtidig med, at hun knytter stærke bånd til Jackie. Leon og Allison er plaget af en rastløshed og tomhed, de er hver især frustrerede over, hvad de dog laver med deres liv og hvad, det er, som driver dem. Mens Gloria er tvunget til at være væk fra sine børn, for at tjene penge til at brødføde dem, er Leon og Allison væk fra deres barn for at tjene penge til at have en barnepige og en fancy lejlighed. Komplekset og dets morale er tydelig. I den vestlige verden stresser vi rundt for at få opfyldt materialistiske behov og for at se godt ud udadtil, mens vi glemmer det, som virkelig har betydning.

Det folk især har fundet skuffende ved Mammoth, er som sagt Moodyssons vending fra den utilnærmelige historie til det meget mere melodramatiske. Og det er så sandelig også en vending. Men jeg synes det er beundringsværdigt, at han har taget udfordringen op, da han jo godt har vist det ville afføde sure miner. – Især på en festival, hvor man svælger i det underspillede. Mit største problem med filmen er dog, at jeg helt ærligt finder den lidt kedelig. Mammoth kan noget, den er velproduceret, smuk, har en fin morale og faktisk rigtig fint skuespil. Men man forstår meget hurtig parrets følelse af meningsløshed, og det bliver derfor lidt trivielt, når det understreges af gentagne billeder af kontrasterne mellem parrets overflod manifesteret i et bugnende køleskab og Allison, der ikke desto mindre ender med at ringe efter en pizza, fordi hun overvældes af udvalget og alligevel er alene. Leons sidespring med en thai-pige i sin søgen efter ”noget andet” er også alt for banalt og oplagt.

Filmen maner til eftertanke og har nogle fine komplekse scener, men jeg savner overraskelser og finurlighed, noget der virkelig rør mig og sætter tingene i et nyt perspektiv. Jeg under Moodysoon hans forsøg med dramaet og det internationale marked. Han er sluppet udmærket fra det, men jeg håber dog, at han vil tilføre det noget af sin velkendte råhed og skævhed næste gang.