Biler 2 – Premiere 4/8/11

Lynet Mcqueen og Bumle med deres nye venner i Biler 2

Af Jonas Kim Jakobsen

Pixar’s og Disneys mega succes Biler fra 2006, der fik alle små drenge til at heppe på racerbilen Lynet Mcqueen og hans trofaste følgesvend, den ramponerede kranbil Bumle, har nu fået en 2’er. Det ligger lidt i kortene, at når der først er blevet bygget et så stærkt brand blandt de små i form af legetøj, tasker, tøj og diverse memorabilia, at en 2’er utvivlsomt også vil blive en økonomisk succes. Det er bare ikke altid man kan regne med kvaliteten, når Disney kaster sig ud i en to’er. Slet ikke når man tænker på deres spin-off  af filmen Planes, med levende flyvemaskiner i stedet for biler, der dog ikke fik dansk premiere.

I Biler 2 er Mcqueen tilbage i sin hjemby Radiator Springs, som han i  etteren fandt frem til var hvor han hørte til, trods begyndende stjernenykker pga. hans succes som den hurtigste bil i verden. Hans position bliver dog udfordret, da milliardæren Miles Axlerod lancerer verdens første verdensomspændende Grand Prix for at lancere hans nye miljøvenlige brændstof. Det bringer Mcqueen til Japan, England og Italien hvor han kæmper mod den italienske rival Francesco.

Med sig tager han Bumle, hvilket sætter deres venskab på en prøve da Bumle aldrig har være ude for Radiator Springs, og bringer dem i flere pinlige situationer pga. hans naive og ligefremme væremåde. Bla. bliver han misforstået som agent og bliver rodet ind i den britiske efterretningstjenestes arbejde, der går ud på af opklare en række uheld under løbene, der skyldes en større konspiration.

Lad det være sagt med det samme, at Biler 2 holder kvaliteten fra etteren. Når animationen og humoren er i top er man i godt selskab hos Pixar og Disney. Selvfølgelig er filmen i 3-D, og det holder, da det kan ses at det har været tiltænkt fra starten imodsætning til f.eks. den sidste Harry Potter film, hvor det er tydeligt at det er blevet lagt på bagefter for at presse billetprisen op. Undertegnede anmelder tog sig selv i at grine at grine flere steder og nød de intertekstuelle referencer, eller ligheder til den virkelige verden, som gør at Pixars film kan ses af både børn og voksne.

4 ud af 6 stjerner