Black’s Game

af Arkiv
30. august 2012

Har du nogensinde undret dig over, hvordan et islandsk mafiadrama ser ud? Det har du nu chancen for at finde ud af med den reykjavikske gangsterfortælling, Black’s Game. Men et endnu mere væsentligt spørgsmål er: Har du virkelig brug for at vide det?

Gangsterdramaet er og har altid været en meget genkendelig størrelse: En ung fyr bliver en del af den lokale mafia e.l., bossen giver ham penge og succes, og det er en dans på roser i begyndelsen. Men så bliver forbrydelserne for grove, og/eller stofferne begynder at blive farlige. Så kommer den lokale efterforskningsenhed ind i billedet, og man ved ikke længere, hvem man kan stole på. Og så er den ged barberet.

Hvis man er heldig, er fremgangsmåden lidt anderledes fra tid til anden. Nicholas Winding-Refn fordanskede f.eks. hele gangsterballaden med Pusher-serien. Óskar Thór Axelssons Black’s Game er støbt efter den skandinaviske model.

Læser man skabelonen ovenfor, har man handlingen i det islandske eksempel på mafiafortællingen. Og lad mig lige slå fast, at det ikke nødvendigvis betyder, at handlingen er for letkøbt – den skal bare helst være sådan, hvis filmen skal falde i kategorien “gangsterdrama”. Black’s Game er et gangsterdrama, men af den slags, hvor handlingen altså går for at være for letkøbt. Den følger modellen hele vejen, og nogle gange føles de essentielle handlingspunkter en anelse for umotiverede. Som om de bare er der, fordi sådan skal det jo være.

Karaktergalleriet er til gengæld ganske godt skruet sammen. Det nye, unge bandemedlem har en tilpas naiv, men intelligent fremtoning, og hans pumpede og tatoverede mentor har den rette mængde likability til, at man tør holde af ham på trods af hans voldelige og uærlige gøren i Reykjaviks kriminelle undergrund. Helt rigtig er også den farlige og sexede affærefigur, Dagny, som er ligeså let at forelske sig i som at hade for sin golddigger-personage. Det kan være svært at tro fuldt og fast på, at Islands organiserede kriminelle er så farverige og filmiske størrelser, men hvis man tror på de danske gangsterdramaer, kan man også sagtens tro på det islandske. Eller vælge at tro på det (hvilket man for øvrigt bør i underholdningens tegn).

Og så kommer vi til det vigtigste punkt, nemlig om det er noget værd at se et islandsk mafiadrama. Svaret er “tjaah”. Filmen er af et ganske fint håndværk, både teknisk og kreativt, og Reykjavik ligner København nok til, at man kan forholde sig til omgivelserne. Men det overskygges alt sammen af, at man ikke kan lade være med at føle sig ligeglad med Islands organiserede kriminalitet. Måske fordi det ligner Danmark for meget til, at vi ikke bare kan bekymre os om vores eget.

Det er måske en anelse urimeligt at dømme med, for det kan filmen jo sådan set ikke gøre for. Pointen er nok bare, at den simpelthen skulle være bedre end okay for at gøre sig bemærket herhjemme. For Black’s Game er en okay film – og det skal den også have ros for. Så se den, hvis du ikke kan få nok af gangsterdramaer, eller hvis du har en speciel interesse for, hvad der foregår i det islandske. Ellers så bebrejder jeg dig ikke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>