I 2020 har årets eneste danske horror-indspark taget form af ’Breeder’. Et femministisk take på en biohackende og sadomasochistisk fortælling om sex og evig ungdom – koste hvad det vil.
Der går desværre alt for langt mellem de rød-hvide genrefilm, der fungerer som åndehuller fra de sollide klassiske danske dramaer vores lille nation efterhånden har mestret til forudsigelig krystalklar perfektion. Så når der – en sjælden gang imellem – dukker et stærkt koncept op, udført med en skarptskåren æstetik, som var den svejset ud i fluoriderende slamgult neonlys, bør man følge en smule med.
I ’Breeder’ kæmper den professionelle rytter Mia (Sara Hjort Ditlevsen, ’Rita’) for at fastholde sin kærestes opmærksomhed. Set udefra har de to ellers et aldeles Insta-worthy forhold. Men der gemmer sig jo altid en dyster sandhed bag enhver facade – også selvom den er bygget op i glas og smukt polerede marmorpaneler med havudsigt over Øresund og to spritnye biler i parkeringskælderen.
Mias kæreste (Anders Heinrichsen, ’Bedrag’) har nemlig mistet enhver interesse for sex og retter i stedet al sin energi mod et tophemmeligt skønheds-projekt med ”internationalt potentiale”, udtænkt af den charmerende forsker Ruben (Signe Egholm Olsen).
Men det står dog hurtigt klart, at kæresten gang på gang stikker sin lange hårde hale mellem benene, når Mia tager bondage-elementer ind i soveværelset. Og at det muligvis har noget med geniet Ruben at gøre. Ruben som af mærkelige årsager ser godt og vel 30 år yngre ud, end hun egentlig er.
The future is female
Super16-stjerneskuddet Sissel Dalsgaard Thomsen (’Et dukkehjem’) står bag manuskriptet til ‘Breeder’, som styres med hård hånd af de kvindelige karakterer.
Faktisk var filmens hovedskurk først skrevet som værende en mand, men efter nøje overvejelse ændrede Thomsen og instruktør Jens Dahl (’3 ting’) karakterens fortegn og skrev enkelte linjer om, så rollen i stedet kunne indtages af Olsen, der viser sig som den skumle films helt klare lyspunkt.
At der ikke skal mere til, end at ændre et par enkelte ord, varsler en frisk tilgang til opfattelsen af køn på film og i særdeleshed kriterierne for repræsentationen af kvinder inden for horror. At ’Breeder’ med samme slag sender samtlige mandelige karakterer tilbage til stenalderen er dog knapt så heldigt.
Cuel intentions
Filmen forsøger sig ellers med en undersøgelse af interessante emner, såsom jagten på skønhed gennem biohacking og linedansen mellem hård sex og decideret vold. Men grundet historiens ensidige fortællingsvinkel, hvor enhver mand absolut må have de værst tænkelige intentioner, gemmes enhver originalitet bag banal hævnporno, alt imens uheldig eksponeringsdialog og ærgerlig timet dvælen ved ellers imponerende locations fører til pinagtige sekvenser, der burde være røget i klipperummet.
Trods et unikt koncept, der desværre alt for sent viser sit fulde potentiale, maler ’Breeder’ sig op i et hjørne og ender som en grafisk thriller, der forgæves forsøger at have noget på hjertet. Og selvom der langt hen ad vejen er kælet for detaljen af overraskende udpenslet ondsindede gerninger, skal der mere end elegant lemlæstelse til, førend ’Breeder’ kan løbe fra sine karakteres forudsigelige udfald og sit eget humpende tempo.
