CAFx: Fra Jugoslavien til Bellahøj

Copyright: CAFx

Copenhagen Architecture Festival (CAFx) løber af stablen fra den 4. til den 14. april, og Filmmagasinet Nosferatu er med.

Det er sjette gang, at festivalen, der udforsker, hvordan arkitektur præger vores liv og verden, finder sted. Den byder på foredrag, udstillinger, byvandringer samt ikke mindst et omfattende filmprogram, og i år lyder temaet for programmet ’Skiftende idealer – 1919 – 2019 – 2119’. Festivalen forsøger derved at kigge bredt i forhold til historiske forandringer og fremtidige tendenser for det byggede miljø. Et ambitiøst projekt, der udformer sig i et hav af forskellige arrangementer.

Jeg tog hul på festivalen ved at se filmen ’Hotel Jugoslavija’, og efterfølgende deltog jeg i en byvandring i bydelen Bellahøj i København.

Hotel Jugoslavija

Jugoslaviens historie fortalt igennem et gammelt hotel. Hotellet blev bygget i 1969 i den serbiske hovedstads modernistiske bydel Novi Beograd.

Lang de fleste billeder i filmen er af tomme rum eller rum med møbler i dårlig stand, der er væltet og smidt rundt omkring. Vi ser en tom pool, tilgroede terrasser og vægge, der krakelerer. Og hvad kan det? Rigtig meget faktisk, når billederne akkompagneres af instruktørens voice-over. For instruktør Nicolas Wagnières er det en meget personlig sag. Filmen er en udforskning af det daværende Jugoslavien, men også af hans barndom, da han kendte Jugoslavien som dreng – et land, der så dagens lys som kongerige og senere republik, indtil dets eksistens ophørte i 1992.

Filmen undersøger identitet, opblomstring og forfald fra et personligt udgangspunkt, men med en observerende tilgang. Ganske nøgternt skildrer instruktøren hotellet. Selvom vi ser klip fra en reklamefilm fra 70’erne om hotellet og bygningen, der springes i luften i en moderne action-basker, så er det alligevel de tomme rum, der gør størst indtryk. Det er publikums rolle at udfylde de tomme rum. At forestille sig, hvad det var for et sted – både Jugoslavien og Hotel Jugoslavija.

Byvandring i Bellahøj

Jeg kender bydelen ganske godt, da jeg selv er beboer ”herude”. Herude på toppen af København (Bellahøj er det højeste punkt), men også udkanten af København, hvor Hillerødmotorvejen bliver til Hareskovvej, og København, hvis man kommer i bil fra Nordsjælland af, starter.

Jeg bor dog ikke i de berømte Bellahøjhuse – højhusene, jeg nu skal på byvandring for at se. De 28 punkthuse stod færdigbyggede i 1956 og var det første højhusbyggeri i København. Ud over at være den første af slagsen, var også byggeteknikken og arkitekturen banebrydende og anderledes i forhold til danske standarder. Det var glas og beton i stedet for de foretrukne mursten. Græsplæner og stisystemer i stedet for gårdrum og karréer.

Vores vandring starter ved foden af Bellahøj Svømmestation, hvorfra vi bevæger os over mod Bellahøj Nord. De 28 højhuse er delt op i to, Bellahøj Nord og Bellahøj Syd, hvor Bellahøjparken ligger imellem de to bebyggelser.

Husene er trods min første indskydelse utroligt forskellige. Der er stor variation i facaden i forhold til stenenes nuancer, og om de ligger vandret, lodret eller i et mønster. Der er også højdeforskel på husene. Nogle er bygget med otte etager, og andre 13 etager. And don’t get me started i forhold til altanerne! De kommer også i et hav af varianter.

Tryllebundet og nyforelsket finder jeg mig selv efter vores tur. Området er helt fantastisk, og mange af de oprindelige idéer for stedet fungerer forsat. Vores to guides, kulturhistoriker Jannie Bendsen og landskabsarkitekt Sonja Poll, har låst området op for mig med faglige anskuelser og personlige beretninger.

Særlig Sonjas fortællinger gør indtryk. Hun er datter af den berømte landskabsarkitekt C. Th. Sørensen, manden bag udearealerne ved Bellahøjhusene – blot ét af hans mange vellykkede projekter. På turen kommer vi forbi dét af højhusene, hvor Sonja og hendes mor og far boede. Selvsamme lejlighed, hvor hendes far havde tegnestue, og Sonja selv havde tegnestue efterfølgende.

Igen bliver arkitektur- og bygningshistorie formidlet igennem et personlig narrativ som i ’Hotel Jugoslavija’, og jeg er vild med. I begge tilfælde bliver bygningerne særligt interessante for mig som beskuer, fordi menneskerne, der beretter om stederne, husker tilbage på en svunden tid, hvor kun bygningerne står tilbage som manifestation på, hvad der engang var.