Cairo Confidencial

(Foto: Scanbox)

I en stor europæisk co-produktion manifesterer Fares Fares endegyldigt sit talent.

’Cairo Confidencial’ er en af de film, der gør mig særligt stolt som europæer. Med dansk producent, svensk instruktør og Tyskland og Frankrig i ryggen har man sammensat et solidt grundlag for en fantastisk film. En film der foregår i autentiske rammer til trods for, at den er filmet i Casablanca og ikke Cairo. 

Cairo corruption
Vi følger den semi-korrupte politibetjent Noredin (Fares Fares), der notorisk har en nedrøget cigaret fast plantet i hånden eller mundvigen. Der er begået et mord på et eksklusivt hotel. Der er er ikke tale om et hvilket som helst mord, men mordet på en smuk, libanesisk sangerinde. Et mord der har fundet sted i virkeligheden.

Det store spørgsmål er ikke, hvem der gjorde det. Spørgsmålet er hvordan Noredin i et kæmpe virvar af korruption og løgne får beviserne på plads og retsforfulgt de skyldige. Det er ikke just en let opgave, og det er tydeligt, at Noredins retfærdighedssans driver ham.

Fares Fares allez
‘Cairo Confidencial’ har født en fan-girl. Mig. Jeg har ikke kunnet få armene ned over Fares Fares’ præstation i denne film. Han er helt fænomenal. Der er milevidt mellem den umiddelbare og våbenbegærelige Assad fra ‘Afdeling Q’ filmserien hvorfra mange kender Fares Fares og så til Noredin, som er hårdkogt og cool efterforsker. Det til trods for at der er lidt mellemøstlig Carl Mørch over Noredin, der også lever alene og er til falds for alkohol.

Mellemøstlig noir
Den klassiske krimi-thriller er ofte en vinder på film. Der er mulighed for action, smukke kvinder, shady karakterer og masser af mystik. Ting der både i sig selv og tilsammen udgør stærke elementer. ‘Cairo Confidencial’ har det hele.

Desuden er det alt sammen afsindigt godt udført, og man fyldes til bristepunktet med filmiske lækkerier. Den evigt fantastiske film noir genre har fået et brandvarmt pust fra Nordafrikas kyst – og det klæder den!

Det der gør ‘Cairo Confidencial’ til mere end blot en god krimi-thriller, er at den skildrer en æra i Egyptens historie. En æra der får privilegerede vesterlændinge som mig til bedre at forstå oprøret og uroen under de varme himmelstrøg.

‘Cairo Confidential’ gør altså meget af det unikke, som filmkunst er i stand til: at forbinde mennesker og skabe forståelse for hvad det er for en verden, vi lever i. Filmkameraet fortæller i ‘Cairo Confidencial’ en historie, der er lettere at absorbere end mediernes svimlende, bombastiske og sensationelle nyheder. Gudskelov for det.