CPH:DOX:BLOG – Undskyld, men er der en krisepsykolog til stede…

Copyright: Kyle Bono Kaplan

Dato: 24.03.19
Ok. Danmarks Sønner var virkelig god men jeg troede faktisk at den ville være bedre. Eller i hvert fald dybere. Ali er ung og drages mod det ekstremistiske miljø da hadet til ’de fremmede’ skærpes efter et terrorangreb på Nørreport st. Der er tvists og rå iscenesættelse krydret med slowmotion på bedste kunstfilms manér.

Der gik lige en tand for meget umotiveret action i den, men på den anden side så er den så relevant, sikkert kun et stenkast fra virkelighedens Danmark og derfor giver det også god mening at placere den i kategorien ’Fiction for real’. Efter filmen kom Instruktøren Ulaa Salim og fortalte blandt andet at alle replikkerne som den ekstreme politiker (Rasmus Berg) siger i filmen, er taget ud fra virkelighedens europæiske politik!!

Og Fiction for real, det er virkelig noget som rykker. Ikke i min vildeste fantasi havde jeg set det komme, at en film, på DOX, i netop den kategori skulle gøre så stort indtryk.

Slået omkuld i hver en celle
Hele salen holder vejret. Bag mig, ved siden af mig og foran mig løber de snøftende næser. Mit hjerte banker ubehageligt hurtigt og jeg ved ikke helt hvad jeg skal stille op. Filmen er slut men på en eller anden måde er den lige begyndt igen. Inde i mig, på en virkelig ubehagelig måde og jeg har mega kvalme. Jeg er sindsygt glad for at jeg slæbte min kæreste med, som selv sidder helt paralyseret og tom for ord.

I filmen The Tale (Jennifer Fox) er Jennifer (Laura Dern) dokumentaristinstruktøren som får et livsændrende opkald. Hendes mor har fundet hendes gamle stil, har læst den og er i syv sind. ”Du har jo været udsat for overgreb!!”. Det bliver en skildring ind i en fortid som Jennifers underbevidsthed har redigeret så meget i, at det bliver svært for hende at finde sin egen sandhed. For kan hun stole på sine minder når de hele tiden ændrer sig jo mere hun begynder at åbne op for hvad der virkeligt skete?

Måden den er sat sammen på med de filmiske virkemidler i skildringen af sindets og fornægtelsens magt er SÅ vanvittig at jeg personligt havde det virkelig dårligt fysisk og var uden ord i lang tid efter den var slut. Måske ville det have været anderledes hvis jeg havde set den hjemme. Så ville der måske være en telefon ved hånden som kunne hjælpe mig lidt på flugt fra den forfærdelige historie Jennifer bærer rundt på.

Skurken i filmen er en ægte mand. Han er stadig derude og har fået hæderspriser for sit arbejde med unge atleter. Seriøst, det er for crazy. Og vildt skræmmende!!

Når jeg ser en fiktionsfilm på den måde, forholder jeg mig ikke kritisk til den som jeg ellers gør med dokumentarerne. Jeg tager den bare ind ud fra den præmis som filmen lægger for dagen og derfor kommer den også til at slå benene væk under mig når den sætter sit sidste dødsstød ind i slutningen og fiktionen bliver til virkelighed.
Den ligger på HBO.

Modsat oplevede jeg, at jeg blev enormt distanceret til dokumentaren Favela Frontlines (Renato Martins) som sjovt nok handler om fronterne i Brasiliens Favela. Her var der maser af klip fra gadekampene hvor både børn og voksne blev skudt ned. Der var grædende kvinder i hobetal, som alle sad tilbage uden deres elskede. Det var en skildring set både fra politiets og de civiles side. Men flere gange var kameraerne placeret ovenpå de våben som politiet brugte, på samme måde som man kender fra eksempelvis ’Call of Duty’. Det syntes jeg ikke om. Dermed ikke sagt at filmen ikke er værd at se, det er den og man kommer nok så tæt på som man nogensinde vil kunne komme.

Dato: 26.03.19
I Afrika er AIDS stadig et kæmpe problem. Det er tabubelagt og svært at få folk testet. Befolkningen ved ikke at man kan leve et helt liv og få familie uden at give virussen videre. Det ved Thomas Buttenschøn.

Doin my drugs (Tyler Q Rosen) er filmen om musik, HIV og Thomas. Den er super vigtig og lærerig for en Aids-forskrækket tøs som mig. Men den er også vigtig på andre parametre. Thomas Buttenschøn drager rundt i Zambia og laver lækre rytmer og dejlig verdensmusik med musikalske aktivister men under en tur finder han på at lave en koncert hvor billetten er gratis. Altså hvis de lige sørger for at blive testet for hiv inden de modtager billetten.

Jeg mødte Thomas og fik en god snak om HIV-fordomme og hvorfor det stadig er vigtigt at vi taler om AIDS. Det kommer der et uddrag af i DOX-podcasten.

Luk øjne og træk været
”Dine hænder er klistret sammen. Du prøver men kan ikke skille dem ad. Du prøver med de sidder sammen. Dine fingrer sidder sammen selvom du gør alt hvad du kan for at skille dem ad. De sidder sammen. Lige meget hvad du prøver, så kan du ikke skille dem ad.”

Sådan ca. sagde hypnotisør og Tv-vært Jan Hellesøe til hele biografsalen efter visningen til den finske film The Hypnotist (Arthur Franck). En film som for et par stykker i biografen betød en dejlig lur og for os andre betød lidt af et mind-fuck da selve filmoplevelsen endte med at blive en hypnotiserende oplevelse i sig selv 😊 Så fik man også prøvet det – Tak DOX!

Over and out!
EvaLiva

PS. PAMELA I am coming for you!! Billetten er i hus 😀 😀 😀 😀