Den globale opvarmning lader kødædende havmonstre invadere et søvnigt forstadsmiljø i Martin Barnewitz bud på en dansk monsterfilm. Den apokalyptiske fortællings særligt danske islæt formår i nogen grad at skille filmen ud fra mængden af japanske og amerikanske genrekonkurrenter.
Det er højsommer, og den globale opvarmning kulminerer i lange vejrudsigter med konstante 36 graders varme. Den lettere introverte teenager Danny (William Jøhnk Nielsen) er hemmeligt forelsket i Mie fra klassen og mildest talt træt af sin lillebror William (Thomas Garvey), der konstant bringer sig selv i unåde hos de store drenge.
Da byen pludseligt overfaldes af mystiske rovdyr, tvinges Danny og William til at holde sammen for at undslippe monstrene og finde deres mor, som måske stadigvæk er i live.
I 2007 havde denne anmelder i anledning af sin 16-års fødselsdag taget en flok venner med i biografen for at se Martin Barnewitz spillefilmsdebut Kollegiet, der leverede chok efter chok, så selv de mandlige gæster krøb sammen i sæderne med hænder for øjnene og fingre i ørerne. Om den var et filmisk mesterværk, var for datidens teenagere underordnet de effektfulde gys.
Dannys Dommedag, der er beregnet på et noget yngre publikum, er instruktørens første danske spillefilm siden ovennævnte gyser.
Monstre i ”Bjarne-Reuter-land”
Barnewitz forbliver i nogen grad genren tro, men lader denne gang handlingen udspille sig i et typisk dansk parcelhuskvarter med ”Pas på mig!”-skilte og identiske forhaver på rad og række, som man kender dem fra mange danske børne- og ungdomsfilm.
I dette ”Bjarne-Reuter-land”, som instruktøren meget rammende omtaler det, bor hovedpersonen Danny med sin oprørske enspænder af en lillebror, sin skriveblokerede journalist-far (Lars Mikkelsen), sin omsorgsfulde mor (Camilla Bendix) og katten Fedberg.
Forstadsidyllen er fra begyndelsen dømt til at brydes. Med tydelige Jaws-referencer præsenteres publikum allerede i anslaget for historiens antagonister med en scene, hvori en ukendt fisker under mystiske omstændigheder forsvinder fra sin jolle.
Stemningsfuldt miljø og velorkestreret uhygge
At lade en apokalyptisk invasionshistorie foregå i et hverdagsrealistisk forstadsmiljø fremhæver uhyggen, da publikum, måske især det yngre, kan genkende og forholde sig til omgivelserne. Dertil kommer den tidssvarende bekymring for den globale opvarmning, som det tilsigtede publikum med sikkerhed også opsnapper i medierne.
Filmens atmosfære og farefulde stemning opbygges ganske effektivt i samspillet mellem billed- og lydside; karakterernes svedglinsende hud og gennemblødte skjorter, de døde fisk i skoleakvariet og dovne fluers enerverende summen lader publikum fornemme den tykke luft i klasselokalet. Der er tilmed en uro i luften, der underbygges af kronisk baggrundsstøj fra fjernsyn, hundegøen og ventilatorer, der, i et næsten kakofonisk sammensurium af lyde, skaber stressende utryghed.
Filmens uhyggelige elementer er forbløffende velorkestrerede, hvis man tager i betragtning, at der næppe har været tale om et budget, der har kunnet måle sig med de amerikanske genreproduktioners. Monstrene, der ligner en blanding af dinosaurer og fisk, vises kun i korte glimt op til klimaks for først helt til slut at afsløres i deres fulde fysik – et hyppigt anvendt, men særdeles effektivt genregreb.
Dansk ungdomsdrama møder amerikansk genrefilm
Den overordnede dommedagshistorie rummer også en fortælling om de to brødre, hvis forhold bl.a. er præget af Dannys svigt, hans mangel på mod til at forsvare og passe på sin lillebror. Samtidig handler den om Dannys usikkerhed over for sine klassekammerater – i særdeleshed pigerne. Forsøget på at indlejre et dansk ungdomsdrama i en kommerciel amerikansk genrefilm er interessant og lykkes da også noget ad vejen, men desværre bliver problematikkerne ikke uddybet nok til at vinde publikums følelsesmæssige engagement; de enkelte nøglescener fremstår således en anelse overfladiske.
Derudover kan man ærgres over karakterernes lidt for afdæmpede angstreaktioner i de mest tilspidsede, dødelige situationer. Samtidig er der en uoverensstemmelse mellem deres frygt for at forlade skjulestederne og blive angrebet af monstrene og så de nærmest tomme, let fremkommelige gader, de efterfølgende uden problemer løber igennem.
Solide skuespilspræstationer
Begge hovedrolleindehaverne leverer udmærkede skuespilspræstationer og er i det hele taget velvalgte til rollerne. William Jøhnk Nielsen, som nok er bedst kendt for sin rolle som Christian i Susanne Biers Hævnen, gør det godt som den usikre teenager Danny, der i kampen mod verdens undergang udvikler sig og bliver modig og ansvarsfuld. Lars Mikkelsen og Camilla Bendix spiller forældre, og giver begge en fin personlig fortolkning af den universelle moder- og faderfigur. Peter Gantzler ses i rollen som Adam, der søger tilflugt hos drengene i familiens kælder. Hans karakter bidrager til filmens uhygge, da hjælperfiguren og den faderlige autoritet, der for en stund har beroliget drengene, pludselig vendes til en fare på niveau med monstrene.
Dannys Dommedag er, trods sine småskavanker, en interessant og anderledes dansk filmoplevelse, der bestemt vil falde i god jord hos sit unge publikum.