For min skyld kan Christopher Nolan lave alle de krigsfilm, han vil. Kapitulationen for hans effektfulde krigsbombardement er total.

I foråret 1940 stod 400.000 overvejende britiske, allierede soldater fanget med ryggen mod havets mur af Wehrmachten ved den franske nordkyst. Omringede og uden chancer står soldaterne linet op i endeløse rækker, og med fortabte ansigtsudtryk stirrer de små 30 sømil over kanalen mod deres hjem. Tæt på og alligevel så langt væk.

Et spørgsmål om perspektiv
Et utal af gange har anden verdenskrig raseret på biograflærredet, men aldrig før som i Christopher Nolans mesterlige, men atypiske krigsepos ’Dunkirk’. Vi følger den ulige kamp fra tre perspektiver: til lands, til vands og i luften. Disse udspiller sig over én uge, én dag og én time, der til sidst binder sammen i det uundgåelige crescendo. Den fortabte soldat Tommy (Fionn Whitehead) kæmper for overlevelse på bredden og må undgå de tyske angreb, den godmodige sømand Mr. Dawson (Mark Rylance) der vil hjælpe de nødstedte imens hans risikerer sit eget liv, og til sidst den sammenbidte RAF-pilot Farrier (Tom Hardy) der kæmper en brav kamp for at holde de tyske fly væk fra de allierede skydeskiver. Disse perspektiver giver os et fremragende billede på kampen for overlevelse, der er meget forskellige men utrolig overbevisende. For hvem er mest udsat?

Effektiv, men alternativ krigsmaskine
Udover disse tre småfortællinger giver Nolan os ikke mange informationer. Vi skal hverken mærke det hjælpeløse mareridt gennem dybe plotlinjer eller nuancerede roller. Derimod gennem flotte indstillinger fra Hoyte van Hoytemas kamera og Hans Zimmers intense underlægningsmusik som flyder sammen med de brølende tyske Stuka’er, de hvislende torpedoer og det energiske stopur der giver os indtrykket af, at tyskerne er lige i hælene. For det er de, men der er hverken tyske vorwärts råb eller hagekors-symboler på lærredet, kun en følelse af kaos og rædsel.

Selvom ’Dunkirk’ gør et enormt indtryk, så er det ikke på klassisk vis med præfabrikerede følelser, overdådige heltegerninger og andet klichéfyld. Det er heller ikke en krigsfilm spækket med opildnede taler, og da Churchills ”We shall fight them in the beaches” bliver citeret, er det igennem en menig soldats lakoniske avisoplæsning uden præg af heroisme. For der er ikke noget storladent helteligt over disse soldater. Tværtimod. Skammen er til at tage og føle på. Skammen over den store evakuering og skammen over at have fejlet. Hele sceneriet foregår efter slaget, hvor de allierede har tabt og vi bliver vidner til det rædselsfulde efterspil – i sig selv en noget atypisk måde at fortælle en krigsfilm på.

Filmens spillelængde på godt 107 minutter er noget kort i Nolan-regi, men måske netop fordi filmen ikke er længere, er den så effektfuld og overbevisende. Der bliver ikke skudt med løst krudt her, og vi får kun den forråede fortælling om overlevelse, for hvis filmen havde været meget længere havde den formentlig også efterladt publikum i en tilstand af granatchok.

Selvom filmen maler et billede af noget, der udefra set ligner et total kollaps, med en velsmurt tysk angrebsmaskine der står klar til at invadere England, så er det også en fortælling om hvordan nederlag bliver til sejr. For hele redningsaktionen blev et symbol på den britiske ukuelighed, hvor briten ikke lod sig knække, de kæmpede imod! Selvom man var The underdog.

Nolans monumentale ’Dunkirk’ er mesterligt fortalt og rangerer blandt hans absolut bedste film, hvis ikke den allerbedste. Den vil formentlig også blive husket som en af de største krigsfilm nogensinde!