Fantastiske Skabninger og hvor de findes

Fantastisk skabning eller halvblodseventyr?

Op til præmieren på ’Fantastiske skabninger og hvor de findes’ har flere spørgsmål trængt sig på. Er dette starten på en ny J.K. Rowling æra som plakaten lover? Kan et opslagsværk blive til fem storslåede spillefilm? Kan J.K. Rowling også skrive manuskripter? Det korte svar er nej. ’Harry Potter’ instruktøren David Yates har fået den tunge opgave at løfte bogen med titlen af samme navn, muligvis fordi han før har bevist sit værd i J.K. Rowlings magiske univers. Det ender dog som et miskmask af blød, jovial børnefilm og dødalvorlig voksenmagi. Det ene øjeblik danser Newt Scamander (Eddie Redmayne) komisk parringsdans med et liderligt næsehornslignende bæst og det andet øjeblik bliver et barn rituelt udsat for vold. Jeg er ærlig talt forvirret, og nye spørgsmål om hvad filmen egentlig har tænkt sig, trænger sig

New Yorks 20’er
Vi møder Newt Scamander da han ankommer til New York, og helt tilfældigt kommer hans magiske kuffert med alverdens fantasifulde bæster i hænderne på No-Majen (amerikansk for muggler) Jacob Kowalski (Dan Fogler). En håndfuld af væsnerne slipper ud og skaber ravage i en by, hvor den magiske verden i forvejen er i krise. På sin vej møder Scamander Tina Goldstein (Katherine Waterston) og de får lagt sig ud med de amerikanske magi-myndigheder med Percival Graves (Colin Farrell) og Madam President (Carmen Ejogo) i spidsen. Til at peppe handlingen lidt op er der tilmed en form for hekseforfølgende No-Maj sekt. Gennem filmen har No-Majen Kowalski en akavet rolle, og fungerer mest som en publikumssurrogat, der stiller alle de naive spørgsmål og tager publikum i hånden i det fabelagtige 20’er New York. En smuk scene udspiller sig på en magisk undergrundsbar hvor man kan blive forført af en dansende alf og nyde et glas ’fnisevand’. Det er desværre kun i enkeltstående tilfælde at magien på den måde får lov at være en naturlig del af miljøet. Man kunne også ønske sig en større udfoldelse af CGI monstrenes individuelle og herlige personligheder. Alle de fantastiske væsner er fanget i et halvhjertet univers med teltdugen fra et partytelt som vægge.

Lefleri for laveste fællesnævner
Det magiske univers og et ellers stærkt cast fuldfører ikke potentialet, der bliver tabt i ambitionen om at få alle med. Med pladderromantiske serenader og superhelte-træk ligner det et mærkeligt forsøg på at ramme alle uanset alder, køn og klasse. Med Scamander og Kowalski som Gøg og Gokke dumper de komisk gennem en ganske alvorlig situation, mens resten af magikerne tilfredsstiller publikum med tituleringen af ”Madam President”. I det hele taget kan jeg blive i tvivl om hvilken målgruppe man forsøger at ramme. Den er for mørk som børnefilm og for lys som voksenfilm. Selv plakaterne er så kedelige at de ligner (endnu) et historisk, lidt dramatisk, lidt romantisk melodrama. Ærgerligt når man har så fabelagtig en verden at vise frem.

Fuldblodsskuespil
Heldigvis for filmens cheesy one-liners og skøre effekter er castet overbevisende og lækkert, og jeg har sjældent syntes at Colin Farrell var så elegant som han er i rollen som Percival Graves. På samme måde er Eddie Redmayne troværdig som omsorgsfuld monsterbiolog. Mest af alt glæder jeg mig dog til at se Carmen Ejogo i rollen som ”Madam President” i de kommende film. Også Ezra Miller, der spiller den vanrøgte Credence fra No-Maj sekten, præsterer til præcision og får publikum med på melankolien. De medrivende karakterer og herlige skabninger glæder jeg mig alt i alt til at se mere til, men jeg håber de kommende film vil udfordre publikum for først da bliver det for alvor interessant.