Far til Fire – i Solen

Husk korkbælte og badevinger for med Martin Brygmann ved roret oversvømmes Far til Fire i Solen af platheder og gummiansigt.

For nyligt fik jeg det største kompliment. Til en eksamen fik jeg af vide, at jeg var ”for børne tv-agtig” hvilket trak mig ned. Jeg knuselsker børne tv og jublede derfor ekstra meget indeni, imens jeg samtidigt forsøgte at lade som om jeg alvorligt tog den søde censors ord til efterretning. Derfor var det også med ro i maven, at jeg drog ind og så Far til Fire i solen med mit syvårige jeg som kompagnon.

Den velkendte familie er taget til Gran Canaria for at holde en dejlig rolig familieferie. Mobiltelefonerne skal pakkes væk og sammenholdet skal dyrkes, men før de har fået dyppet tæerne i poolen, dukker Fars ærkerival fra barndommen op og så stikker tingene af for Far (Martin Brygmann). Hvert år stiller ærkerivalen Blære Bjørn nemlig åbenbart op i rejseselskabets videokonkurrence, hvor hans præstationsbevidste familie fremstiller feriestedets muligheder på bedste vis. Glem alt om ferieafslapning, for nu skal Blære Bjørn ned med nakken.

Fars film
Børnene i Far til Fire drukner desværre i en utroværdig og karikeret Fars spilopper. Det her er Fars film og derved misser folkene bag en oplagt mulighed for en børnemagisk fremstilling. I ”Far til Fire i Solen” er det de voksne, der skal lære noget. Du hørte rigtig. De voksne. For børnene ved godt, at de er gode nok, som de er og bliver derved dem, som på voksen vis, skal lære de pjattede fædre at opføre sig ordentligt.

Derudover er filmen plastret til med moralske aktuelle budskaber. Du er god nok, som du er og derfor behøves photoshop ikke, og så er mobning i øvrigt en dårlig ide. Det er noget alle nutidige børn kan forholde sig til, men forsøget på at blande slapstikhumoren med det væsentlige budskab lykkedes ikke. Filmen bliver fortalt i ord, i stedet for at blive vist og derfor bliver ”Far til Fire i Solen” mere en moralsk løftet pegefinger end en god kvalitetsbørnefilm.

Børnemagi
Heldigvis for filmen er der Søs (Coco Hjardemaal), som rigtig fint og subtilt på komisk vis skildrer den usikkerhed, der kan opstå når man står på kanten til voksenlivet og en ny fyr bliver redskab til ens usikkerhed. Det er både troværdigt og sjovt. Hendes lillebror Per (Elton Rokahaim Møller) er blevet moralens vogter, hvilket er lidt ærgerligt. I korte øjeblikke klappede mit lille syvårige jeg dog af Lille Per, da han finder en hjemløs hund og operation ”overtal far” går i gang. Desværre bliver også dette fortalt overfladisk og i skyggen af Far, men det har en snært af børnemagi og genistrejf over sig, ligesom de sidste ti minutter i bedste MGP stil redder filmen fra at drukne helt.

Børnefilm eller 1,5 times reklamefilm?
Flere dage efter undertegnede og mit syvårige jeg inderligt håbede på en fantasifuld børneoplevelse, sidder vi tilbage med følelsen af, at Far til Fire i Solen, udover at være Fars film, er én lang reklamefilm for et rejsebureau og dyrefoder, prydet med en lovprisning af diverse sociale medier. Men måske er det, hvad man kan forvente af nutidens børnefilmbranche, hvor det er meget tydeligt, at økonomien står højere end fantasien og målgruppen. Vore børn, der forhåbentligt måske, måske ikke, fremover skal gå i biografen og opleve lidt børnemagi, som krydrer deres barndom og giver deres syvårige jeg minder for livet.

Foto: Nordisk Film