Pop dine popcorn og gør dig klar til decembers helt store oplevelse.

“Far? Kan jeg være en fighter uden at kæmpe?”.

’Ferdinand’ introducerer os til en ung kalv af samme navn på ranchen Casa del Toro – en farm dedikeret til avl af store macho-tyre. Selvom Ferdinand’s far, den største og stærkeste tyr af dem alle, er et imponerende forbillede for de andre klovbærere, er den blomsterelskende Ferdinand ikke nem at overtale til et liv fyldt med kampe og gentagne nederlag til matadorer.
Efter hans far bliver dræbt i arenaen, flygter Ferdinand fra den skæbne, der uden tvivl også ville have overgået ham. Han bliver adopteret af datteren af en blomsterhandler, men selv ikke dér er han i sikkerhed fra omverdens dømmende øjne.

Fra kulturarv til kaos
Fortællingen om en stor, misforstået flower-power tyr der langt hellere vil gå imod systemet end fortsætte meningsløs vold, stammer fra en billedbørnebog, som for 79 år siden skabte stor røre. Brændt og bandlyst af både Hitler og Franco for sine tydeligt pacifistiske og anarkistiske temaer, viste Munro Leaf’s ’The Story of Ferdinand’ (1936) sin samtid, hvor langt man kan komme med et åbent sind og et par blomster. Historien lå lige til højrebenet for Walt Disney Studios, som i 1938 skabte en Oscarvindende, animeret kortfilm over bogen.

Hvis man er hurtig kan man, hvert år en time inden Disneys Juleshow på DR1, fange den svenske version af selv samme show på SVT1. Modsat Danmark har vores naboer fastholdt nogle af de mere kontroversielle kortfilm, hvor død, vold og systematisk voksenmobning ikke klippes ud. Heriblandt er Ferdinand – et isoleret outcast, som bliver “bull-bullied” og bare elsker at sidde under sin korkeg (et træ proppet med korkpropper i stedet for blade). En tyr på 900 kg formår på kun 7 perfekte minutter let og elegant at informere både børn og voksne om mobning og samfundets nedladende holdning til originalitet.

Smagløs portrættering
Formatet ‘108-minutter-lang-spillefilm’ har tvunget instruktør Carlos Saldanha (‘Rio’, 2011) til at sprede originalmaterialet så tyndt ud, at den kaotiske midte består mere af ufuldendte sideplots end en egentlig rød tråd. Begyndelsen og slutningen stemmer – med meget god vilje – nogenlunde overens med Leaf’s koncept.

Den mest tidløse styrke hos både Disney og Leaf er de kvaliteter, som du som modtager selv kan påføre Ferdinand, som gennem tiden er blevet et symbol for alle, der skulle have brug for støtte til at udfolde deres identitet. 20th Century Fox formår med Nick Jonas, Pitbull-musik i en smadret Ferrari og racestereotyper at proppe så meget ned i halsen på fortællingen, at ’Ferdinand’ nærmere fremstår som en overfodret, makaber julegås end en stærk tyr, som bærer lyset højt i den mørke kamp for fred og lighed.

Hvis du leder efter en værdig hyldest til et folk og deres gamle traditioner, finder du det ikke hos Ferdinand. Med Coco (2017), Pixars respektfulde nik til den mexicanske tradition Día de Muertos, lige om hjørnet kan Ferdinand lige så godt se sig slået. I tyrefægtning vinder tyren aldrig – heller ikke på hjemmebanen i sin egen film.

Så sæt dig ned med dine kære, find Disneys ’Ferdinand’ fra 1939, med falmede farver og simpel voice-over, frem og lad juleroen sænke sig.

Copyright: Nordisk Film