Hjertestart


En vidunderlig og hjertevarm fortælling om sorg, savn og manglende tilknytning. ’Hjertestart’ er hjerteskærende.

Simplicitet er nogle gange det bedste.  En historie om en, der skal overkomme sorg er super enkelt, men dog virkelig effektiv.

Det relaterbare har en nærhed, som nok skal tvinge tårekanalerne på overarbejde. At miste en man har kær, en man elsker og så skulle være nærværende for en anden, kan virke som en nærmest Herkules-agtig opgave.

Ikke desto mindre er det dét scenarie, som Kjetil (Kristoffer Jonner) befinder sig i efter at hans kone, Camilla (Ellen Dorrit Peterson). Hun bliver dræbt i en bilulykke og han er nu ene om den adopterede 6-årige Daniel (Kristoffer Bech). Han var Camillas barn, ikke Kjetils. Kunne man aflevere ham tilbage? Tanken får fodfæste og snart er de i Colombia og leder efter hans biologiske mor med hjælp fra den godmodige Tavo (Marlon Moreno).

En fremmed
Daniel var hendes projekt. Der var stadigvæk tid til at lære ham at kende, men Kjetil var ude på olieplatformen for at arbejde og hun var der jo. Men så var hun der pludselig ikke…

De er to fremmede, der tilfældigvis boede sammen med en de begge holdt af. De savner hende. Hun var deres verden, nu er hun væk og de føler begge skyld. Kjetil, for ikke at være i bilen med hende og Daniel, for ikke at være den gode søn. Vil hans far også forlade ham nu? Hvorfor kunne det ikke bare have været ham i bilen i stedet for hende? Han spørger endda naboen, der passer ham og ligner Camilla lidt, om hun ikke vil være hans nye mor.

Er det klassisk tårefremkaldende manipulation? I den grad, men det er godt udført uden overdreven musik der skriger ”GRÆD!” Det er simpelt, men effektivt.

Søgen efter mening
Turen rundt i Bogotas gader efter Daniels biologiske mor, viser Kjetil hvordan drengens fremtid kunne have set ud. Ville han mon have været endnu et gadebarn uden fremtid?

Under alle omstændigheder ville Camilla ikke have været ude og køre i bilen efter et nyt barnesæde.

For første gang siden hun døde, finder Daniel noget der minder om ro. Tavo arbejdede på det børnehjem, som Daniel boede på og det bekendte ansigt, samt hans familie, er rigtig rart for en lille knægt uden stabilitet.

Instruktør Arild Andresen har endnu en gang blikket i børnehøjde, ganske som det var tilfældet i hans debutfilm, ’Keeper’n til Liverpool’, og forrige, ’Kompani Orheim’. Denne gang er de helt nede i knæhøjde og kigger frustreret op på de voksne, der ikke ved hvordan de skal håndtere verden.

Der er vrede, sorg og kærlighed, så der ikke er et øje tørt. Moreno er herlig som filmens moralske kompas, og den geniale duo, Jonner og Bech, fastholder publikums øje og følelser i et åndedragsstjælende jerngreb.

Foto: 41Shadows