Howl – af Jesper Nielsen.
I saw the best minds of my generation destroyed by madness… sådan lyder første vers af Allen Ginsbergs berømte og berygtede digt Howl, som filmen på forskellige planer kredser omkring. Filmen tager sin begyndelse i 1955 ved et lyrikarrangement på The Six Gallery i San Francisco, hvor Ginsberg(udmærket spillet af James Franco, Spider Man 1-3) for første gang læser Howl op for et begejstrede publikum. Instruktørerne og manuskriptforfatterne Rop Epstein og Jeffrey Friedman lader meget bevidst denne oplæsning indlede filmen, hvilket gør digtet til filmens narrative struktur, som indrammes af filmens plot – den efterhånden famøse retssag fra 1957.
Da digtsamlingen i sin tid udkom på City Light Books i 1956 førte det til obskønitetsanklager, til diskussion af ytringsfrihed samt censur og til forsøgsvise definitioner af kunst. Digtet blev af en lille skare af hvide konservative middelklasseborgere tolket som et kritisk signalement af det amerikanske konforme samfund, hvor digtets sprog og indhold blev anset for at være et bevidst frontalangreb på politiske, sociale, religiøse og etniske værdier, som de mente nationen byggede på.
Denne interessant og afgørende, omend noget absurde diskussion, er som sagt filmens plot. I denne del af filmen inddrager henholdsvis anklageren Ralph McIntosh(David Strathairn) og forsvarsadvokat Jake Ehrlich(Jon Hamm, Mad Men) forskellige litterære personligheder til ansvar for Howls indhold og form. Restsagen er den del som fungerer bedst i filmen, hvor specielt den konservative anklagers noget usikre fortolkning af digtsamlingen er ret humoristisk. Ginsberg deltog ikke selv i retssagen da han mente den intet havde med ham at gøre, og det konstruerer filmen ved at inddrage endnu et lag, som udgør et samtidigt imaginært interview. I interviewet reflekterer Ginsberg over sin skriveproces, sin homoseksualitet og sit forhold til beatgenerationen, som på daværende tidspunkt endnu befandt sig i undergrundsfasen. Disse to forbundne lag fungerer som sådan ganske glimrende og er frisk input fra de to instruktører.
Den mindst vellykkede del af filmen er derimod den animerede del, der kan ses, som en imaginær rejse hinsides sindet på en kunstner. Den animerede del udgør en tolkning af digtet og kører parallelt med oplæsningen på The Six Gallery. Animationsdelen bliver alt for meget en hyldest til Ginsberg og beatgenerationen, og når man vælger at lade 1/3 af filmen være recitation af Howl, savner man som publikummer en kritisk stillingtagen til den resterende del af filmen. Det skal dog siges, at James Franco læser digtet med en fremragende messende tone og insisteren på den performative lyrik, som helt sikkert ville havde gjort Ginsberg stolt.
Overordnet skal det siges, at filmen giver et interessant indblik i hele processen og tilblivelsen af et af det 20. århundredes absolutte hovedværker i amerikansk litteratur. Netop denne bevidste fokusering på retssagen er spændende i forhold til de efterfølgende konsekvenser, som al anden litteratur kunne havde fået. Desværre undgår filmen denne diskussion, og dvæler i stedet for meget ved sit eget medie i sin stræben efter at være artfilm. At filminstruktørerne er dokumentarister kommer især til udtryk i deres genre-hybriditet(som vel efterhånden er normen for dokumentarister!), hvor sort/hvid, dokumentarisme, animation og fiktion blandes på forskellige planer, som dog ikke opnår den tilstrækkelige effekt.
4 ud af 6 stjerner