I Kill Giants

Med et kvikt hoved og en barnlig sårbarhed forsøger pigen Barbara bravt at holde fast i sin barnlige uskyld ved at forsvinde ind i magiens og kæmpernes verden.

Børn har i dag tit travlt med at blive voksne: gå i voksentøj eller tøj der ikke må blive beskidt, lave udfordrende selviscenesættelser på de sociale medier og holde øje med vennerne igennem snapchat. Som barn af 80erne havde piben en helt anden lyd (heldigvis!). Det var spionage fra busken, når de store slyngler endelig var ude. En brækket arm, flere gange om året, fordi man måske var faldet ned fra legehusets tag. Og så var det fantasi. En verden med uanede muligheder og usynlige grænser, hvor indtryk og oplevelser blev bearbejdet igennem masser af leg.

Den fantasifulde nørd
Med kaninøre og en lidt for stor, slidt denimjakke dræber pigen Barbara (Madison Wolfe) de store kæmper, som truer byen. Hun spiller med terninger og rykker på figurer. Der går ikke lang tid, før man dømmende stempler hende som ultranørden, der lever i sit eget enspænderunivers. Alene opsætter hun virkelige fælder rundt omkring i byen, samler på skeletter og har et magisk våben gemt i sin hjerteformede taske. Hendes fantasifulde hjemmelavede kikkert afslører, når der er fjender på vej. Det er udelukkende hendes univers og hendes kæmper, vi skal forholde os til.

Kæmpernes trussel er virkelig for Barbara, som ikke er bange for at se dem i øjnene. Hun ved godt, at hun virker underlig på andre. I hendes verden er det, fordi de andre er bange for ikke at forstå. Men da en nytilflyttet pige ved navn Sophia (Sydney Wade) dukker op, og gerne vil blive venner med hende, kommer hun på usikker grund. Barbara indvier Sophia i sit univers, og inviterer hende ind bag forhænget i den hjemmelavede hule med lyskæderne i kælderen. For hjemme hos Barbara er det på første sal, de uhyggelige skygger bor.

Gal eller genial?
Veninden Sophia og skolepsykologen begynder at stille spørgsmålstegn ved Barbaras verden, for kæmper er jo ikke virkelige. Eller er de? Men Barbara er klog og ved lige, hvordan hun skal snøre både dem og systemet. Alligevel sidder man flere gange og spekulere på, om Barbara mon virkeligt er faret vild i en verden a la Dungeons & Dragons.

Instruktør Anders Walter har med denne perle skabt en gribende, rørende og genial fortælling om en piges forsøg på at beholde sin barnlige uskyld. Filmen er super flot og velfortalt, helt i øjenhøjde med hovedkarakteren Barbara. Med skuespilpræstationer på et yderst højt plan er her en Hollywoodfilm, der rummer flere fantastiske dimensioner – det er enormt befriende.

Til trods for at terning og fantasi-rollespil aldrig har sagt mig noget som helst, var det en ret vild oplevelse at se denne fantastiske fortælling, da jeg både så den med børnebriller og voksenbriller hele filmen igennem. Jeg røg fuldstændig tilbage til spionagelegen i hækken og fantasiens land, samtidigt med at den voksne del af mig forstod det usagte og den bagvedliggende problemstilling. Så glem alt om sommersol og fodbold og smut i stedet ind i en kølig biograf, for at se dette lille debutmesterværk.

Foto: kino.dk