Journal 64

En ny instruktør under den sorte krimisol i Afdeling Q redder ikke det rædderlige karakterarbejde.

Plakaten siger det hele. Carl Mørch (Nikolaj Lie Kaas) kigger hensynsløst og arrogant væk fra en kollega og ven, der i de forgående fortællinger om afdeling Q vitterligt er gået gennem ild og vand for Carl Mørch og hans liv. Den kollega og ven, Assad (Fares Fares), kigger direkte på Mørch. Et direkte og spydigt blik, der er klar til at gøre regnskabet op og forlade afdeling Q. En ting, der er gældende for hele holdet.

Denne nummer fire i serien om afdeling Q er nemlig den sidste, som Zentropa får lov at producere. Hjernen bag historierne, Jussi Adler Olsen, hader filmene og har solgt rettighederne til Nordisk Film, der forventer at lave seks film yderligere.

Karaktererne Kaas og Fares
Lad os tage plakaten igen. For mig giver den en vis forståelse for, hvorfor Jussi opgiver samarbejdet, for den viser præcis hvad ’Journal 64’ og de andre film i serien handler om: Den misforståede, usunde, uundværlige, ubrydelige bromance mellem Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares. Ikke Carl Mørch og Assad, for jeg er aldrig overbevist om, at de er andet end et godt navn på plakaten.

Team Q er ved at gå fra hinanden. Det falder ’naturligvis’ sammen med, at nogle håndværkere, uden vi helt ved hvordan de kom på den idé, banker hul i en væg for at opdage, at der bag den gemmer sig et mumificeret middagsselskab med tre gæster, der skal have deres egne kønsorganer til middag.

De onde gode og gode onde
Der bliver løbende introduceret nye karakterer og opmærksomheden rettes med overlæg i en afledende retning. Alligevel er det ikke svært at gennemskue, hvem der er ofre, og hvem der er skurke i fortællingen, da alle karaktererne er, som var de lavet til en tegneserie. Lette at gennemskue og lette at forstå, fordi de passer perfekt ind i kasser, vi kender i forvejen. Særligt skurkearbejdet skuffer, og har skuffet gennem hele serien.

Hr. Boe og Co.
Det friske pust i ’Journal 64’, der i den grad højner det ellers lidt jævne niveau, er instruktøren Christoffer Boe. Han bliver genforenet med Kaas, der også er hovedrollen i Hr. Boes spillefilmsdebut ’Reconstruction’. Det er tydeligt på hele billedsiden, at der er kælet ekstra for de lidt skæve og udfordrende, men også vanvittigt bjergtagende billeder. Vinterkolde København ligner i Boes hænder Paris på en smuk og melankolsk dag.

Desværre lyder den ikke på samme niveau og mine ungpigeører savnede af og til undertekster, fordi hele lydbilledet flyder sammen til en sort suppe af mumleri.

Det er kedeligt at opdage endnu en krimi, der ikke hjemsøger en som mig, der ellers er let at få til at ryste i bukserne. For jeg er ikke i tvivl om, at mange hjerter rundt om i verden banker for nordisk krimi-kunst. ’Journal 64’ er dog ikke en af dem, der giver pulsstigning og hjertebanken.

Foto: Zentropa